Vallensbæk Stationstorv Syd er en del af en større ejendomsportefølje, som nu får nye ejere. Den internationale ejendomsforvalter Slate Asset Management har sammen med kapitalpartneren OneIM indgået en aftale om at overtage i alt fem butikscentre og to tilstødende boligejendomme i Storkøbenhavn – herunder stationstorvet i Vallensbæk.
Ejendommene ligger alle i tæt befolkede boligområder og tæt på de store transportkorridorer. Nrep, der har ejet ejendommene indtil nu, har stået for en omfattende udvikling og fornyelse af de enkelte centre.
- Vi er glade for at kunne udvide vores tilstedeværelse i Norden med denne strategiske investering i Danmark. Denne portefølje er et attraktivt indgangspunkt for os på dette marked, da den er forankret af førende lejere inden for dagligvarer, siger Sven Vollenbruch, Managing Director hos Slate Asset Management i en pressemeddelelse.
For Nrep er salget en del af en langsigtet strategi:
- Vi er stolte af det arbejde, vi har gjort for at opgradere porteføljen – renovere, repositionere og løfte centrene og deres omkringliggende lokalområder – samtidig med at vi har leveret stærke afkast til vores investorer. Med Slate Asset Management som de nye ejere er jeg ikke i tvivl om, at de vil bygge videre på det gode fundament og udvikle ejendommene yderligere, siger Thomas Riise-Jakobsen, partner og landechef for Danmark hos Nrep i pressemeddelelsen.