På Smørkilde Bakke ved Hillerød gør Museum Nordsjællands arkæologer det ene gode fund efter det andet. Senest har de fundet uhyre velbevaret træ fra en gammel tønde, der kan spores helt tilbage til middelalderens Polen.
- Arkæologer fra Museum Nordsjælland har fundet en sjælden middelaldertønde ved udgravninger på Smørkilde Bakke.
- Tønden er lavet af træ fra Polen, fældet mellem 1390 og 1404, og årringene er stadig synlige.
- Fundet stammer fra den nedlagte landsby Egespur, som blev genopdaget i 2016.
- Tønden viser Egespurs rolle i internationale handelsforbindelser i middelalderen.
- Museum Nordsjælland afholder åbent hus den 15. juli for at præsentere fundene.
Mellem 1390 og 1404 blev et stort træ fældet ved Weichselflodens udløb i Østersøen. Træet blev omhyggeligt skåret op, og tømmeret blev blandt andet brugt til en tønde.
Det er dele af det træ, der nu er fundet under den arkæologiske udgravning på Smørkilde Bakke. De gamle dele af tønden blev fundet i en brønd i den nedlagte landsby Egespur, hvor de var smidt ud som affald.
At finde så gammelt og velbevaret træ er uhyre sjældent og bestemt ikke hverdagskost for arkæologerne på Museum Nordsjælland.
Årringene kunne stadig ses
Faktisk var tøndestavene så fint bevarede, at årringene i træet stadig kunne ses.
Med udgangspunkt i dem kunne eksperter konkludere, at tønden er fremstillet af træ, der er blev fældet i tiden mellem 1390 og 1404. Og det stoppede ikke dér. For den dateringsteknik kan også bruges til at vise, hvor træet har groet.
Derfor ved Museum Nordsjælland altså nu, at det egetræ, som tønden blev fremstillet af, voksede i den nordlige del af Polen – nærmere bestemt ved Weichselflodens udløb i Østersøen.
Egespur opstod i yngre jernalder, det vil sige omkring 5-600 e.Kr., men blev ifølge skriftlige kilder nedlagt i 1558 på kongelig forordning, og forsvandt siden ud af historien.
I 2016 blev den genfundet ved en arkæologisk forundersøgelse, og nu er sporene efter middelalderlandsbyen ved at blive udgravet.
Fundet af tønden er dermed med til at fortælle historien om, hvordan Egespur faktisk var en lille brik i en større international forbindelse, hvor varer blev flyttet over store afstande.
Et væld af gode fund
Arkæologerne har gjort et væld af gode fund på stedet.
I 2024 gik en mystisk guldring med kristne symboler nærmest viralt og fik omtale i alle landets medier. Men der er også fundet dyreknogler og nu altså noget så sjældent som genstande af træ, der er bevaret helt fra middelalderen.
Tønden og mange andre fund kan man høre mere om, når Museum Nordsjælland holder åbent på udgravningen tirsdag den 15. juli kl. 17-19. Arrangementet kræver tilmelding.
