Borgmester om håndtrykssag: - Når man er ansat i kommunen, går man ind på de præmisser, der gør sig gældende. Derfor skal man også kunne hilse og give hånd

Borgmester Steen Christiansen understreger vigtigheden af håndtryk som en del af kommunens værdier efter Østre Landsrets afgørelse i håndtrykssag.

Nu reagerer Steen Christiansen på sagen om håndtrykskrav.

Nu reagerer Steen Christiansen på sagen om håndtrykskrav.

Foto: Kasper Ellesøe

Østre Landsret har for nyligt slået fast, at det var i orden, at Albertslund Kommune krævede, at to muslimske lærerstuderende skulle give hånd til en mandlig vejleder i 2019 på Egelundskolen. Dermed blev kommunen og skolen frifundet i retssagen. Albertslund Kommune er frifundet i sagen, og Borgmester Steen Christiansen (S) er glad for afgørelsen og sætter nu ord på, hvorfor det er en vigtig dom.

Der er tale om en principiel afgørelse i sagen, der drejede sig om, at kvinderne af religiøse grunde ikke ville give hånd til praktikvejlederen, fordi han var mand. De blev indkaldt til et møde på skolen - kun den ene af kvinderne deltog.

Skolen oplyste på mødet, at den stillede krav om, at de to kvinder gav hånd til alle personer uanset køn. Det ville de ikke efterkomme, og dermed var deres praktikforløb en saga blot.

Af retssagen fremgår det, at kravet om at give håndtryk til alle var både sagligt, hensigtsmæssigt og nødvendigt i forhold til at efterleve kommunens værdier. Værdierne er ligebehandling, neutralitet og professionalisme, og sidstnævnte indebærer et krav om at give hånd, hvis situationen kræver det.

Til bt.dk siger Steen Christiansen, at netop de værdier er vigtigere end hensynet til religion.

- Det er vigtigt for mig, at vi står for nogle værdier, der handler om, at man er professionel og neutral, når man er lærer. Det er vigtigere end religiøse særhensyn, siger Steen Christiansen til bt.dk.

Værdierne vægter højt

Du siger til BT, at du er glad for afgørelsen i landsretten, og at det er en dansk værdi. Er det ikke også det at være rummelig for, når nogen foretrækker at hilse på anden måde? Skal det være fysisk?

- Vi er bestemt rummelige. Her (I Albertslund, red.) bor folk med forskellige baggrunde, og det er ikke den eneste sag af sin slags. Men den er meget principiel. Når man er ansat i kommunen, går man ind på de præmisser, der gør sig gældende. Derfor skal man også kunne hilse og give hånd til dem omkring skolen, lærere, elever og andre. Derfor kan den hverdag, der nu er og har været i Albertslund i mange år fortsætte. Derfor er jeg glad, siger Steen Christiansen til Sjællandske Nyheder.

Hvad hvis man havner i en lignende situation, og der mangler lærere, og man så går glip af potentielle medarbejdere? Vægter det tungere, at man følger kommunens værdier?

- Ja. Det vil potentielt betyde, at man kan misse mulige læreransatte. Det er et krav at give hånd, og det er det også i andre af landets kommuner. Man skal indgå i arbejdet på de præmisser, der er – på lige fod med andre, siger Steen Christiansen.

Skal den ankes?

Sagen var en civilsag mellem Ligebehandlingsnævnet, som blev repræsenteret af Kammeradvokaten, og Albertslund Kommune og Egelundskolen. Kammeradvokaten oplyser, at der endnu ikke er taget stilling til, hvorvidt dommen skal ankes til Højesteret.

Det var skolen og Albertslund Kommune, som havde indbragt en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet for landsretten.

Nævnet havde efter en klage fra kvinderne vurderet, at kvinderne var blevet udsat for såkaldt indirekte forskelsbehandling på grund af deres religion og tro. På den baggrund blev de hver tilkendt en godtgørelse på 25.000 kroner.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...