Hvad sker der, når de 15 "sorte mænd" kaldes sammen?
Det kan man få at se på Kulsvierpladsen på Tagmosevej ved Duemose lørdag 12. juli klokken 15.
Mændene er lig med kulsviere, og det er Maarum Kulsvierlaug der opfordrer til at komme og kigge på. Kulsvierne vil nemlig vise gæsterne hvordan kulsvierne arbejdede i gamle dage med at opbygge en mile i området. De fortæller, hvad de laver og til sidst tændes milen.
Efter dette vil der være mulighed for en tur ud i skoven med skovens folk, som fortæller historier om natur og kultur. Tilbage på Milepladsen, efter cirka en times skovtur, har kulsvierne tændt op i grillen. Der vil være spillemandsmusik og fællessange under åben himmel.
Det er i år 40 år siden lauget blev stiftet og det fejres blandt andet ved at der er brygget en særlig kulsvierøl som kan smages på pladsen.