Det var både godkendt, inden for skiven og vigtigt, at Fontaines D.C. onsdag aften fik lov via pro-palæstinensiske stedfortrædere at aflevere deres budskab til publikum på årets Roskilde Festival.
Sådan lyder meldingen i grove træk fra Roskilde Festival, der torsdag har udsendt en officiel udtalelse om seancen, der har vakt både kritik og ros.
Udtalelsen lyder i sin helhed:
"Roskilde Festival var forud for koncerten orienteret om, at det irske band Fontaines D.C. ønskede at give plads til aktivister på scenen og fremføre et politisk budskab.
Vi indgår dialog med kunstnere om formater og kontekst før koncerterne, men vi hverken redigerer eller kontrollerer kunstneres ytringer. Vi forholder os nøgternt til politiske udtryk fra scenen og med respekt for kunstnerisk ytringsfrihed.
Når kunstneres budskaber vækker offentligt debat, ser vi det som en vigtig del af en levende og demokratisk meningsudveksling.
Roskilde Festival tillader ikke hadtale, diskrimination eller opfordringer til vold. Hvis nogle ytringer konkret vurderes at overskride vores grænser, tager vi ansvar og handler i den konkrete situation.
Fontaines D.C. lagde scene til et aktivistisk indslag, som rummede stærke politiske budskaber, men ikke overskred vores grænser for, hvad der kan siges fra scenen," skriver Roskilde Festival.
Fra scenen blev publikum blandt andet opfordret til at råbe med på budskabet: 'From the river to the sea, Palestine will be free.'
Dette opfattes af nogle som et ønske om, at den israelske stat skal ophøre med at eksistere.
Roskilde Festival har ikke besvaret Sjællandske Nyheders spørgsmål om, hvorvidt festivalen kan garantere, at man kan føle sig lige så tryg og inkluderet på Roskilde Festival som palæstinensere eller støtter af den palæstinensiske sag, såfremt man vælger at skilte med sit religiøse eller geografiske tilhørsforhold til Israel.
Følg med hver dag direkte fra Roskilde Festival
- Vi har sendt et større hold til Roskilde Festival, hvor vi hver dag er til stede både på festivalpladsen og i campingområderne.
- Du kan følge med LIVE her hver dag i video, billeder og ord, ligesom du kan læse en masse nyheder fra festivalen løbende på vores festival-side 'Roskilde Festival 2025'.