Kommune indfører vandingsforbud - disse tre områder bliver ramt

Vandboringer kan ikke følge med. Derudover bruger børnefestival meget vand. 

Ingen leg med haveslangen, lyder opfordringen fra Vordingborg Forsyning.

Ingen leg med haveslangen, lyder opfordringen fra Vordingborg Forsyning.

Foto: Mie Neel

Der er et ekstraordinært pres på vandressourcerne. Derfor indfører Vordingborg Forsyning med øjeblikkelig virkning vandingsforbud i Vordingborg by, Nyråd, Bakkebølle og Kastrup–Neder Vindinge.

Det oplyser forsyningen i en pressemeddelelse. 

Årsagen til forbuddet er, at de to vandværker i området – Mørkeskov og Bakkebølle – aktuelt er udfordret af begrænset kapacitet i de i alt 13 boringer, der forsyner dem med råvand. 

Vandværkerne har i sig selv kapacitet til at levere den nødvendige mængde vand, men råvandsindvindingen fra vandboringerne kan ikke følge med det nuværende forbrug.

- Særligt i dag (onsdag 2. juli, red.), hvor vi oplever årets hidtil varmeste temperaturer – er situationen forværret af en planlagt strømafbrydelse, som har påvirket en af de mest produktive boringer i flere timer. Derudover medfører afholdelsen af børnemusikfestivalen Vilde Vulkaner et ekstraordinært højt vandforbrug i byen, skriver Kasper Mondrup, administrerende direktør i Vordingborg Forsyning. 

Sikre drikkevand 

Vordingborg Forsyning har ifølge Kasper Mondrup allerede optimeret boringernes ydelse til det maksimalt forsvarlige. 

- En yderligere belastning kan medføre risiko for at trække uønskede stoffer med op i råvandet og potentielt ødelægge boringer permanent. Det er derfor nødvendigt at handle nu for at beskytte vores vandressourcer og sikre drikkevand til alle borgere, lyder det. 

Mere end en regnbyge

Det er på nuværende tidspunkt uklart, hvor længe vandingsforbuddet vil være gældende. Det afhænger blandt andet af vejrforholdene. 

Vedvarende regn og faldende temperaturer kan lindre presset på boringerne – men en enkelt regnbyge vil næppe være tilstrækkeligt.

Som haveejere ved, kræver det betydelige mængder vand at genoprette en udtørret jordbund. Samtidig forventes det varme vejr at fastholde et højt forbrug – ikke mindst til havesjov og bassiner. Derfor forventes forbuddet som minimum at gælde til og med fredag.

Vordingborg Forsyning forsikrer, at man løbende arbejder på at sikre forsyningssikkerheden og har to nye boringer under planlægning. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...