Rosenmark er kandidat til ny storregion

Michael Rosenmark fra Danmarksdemokraterne er byrådskandidat i Ringsted og kandidat til den nye Region Østdanmark.

Michael Rosenmark fra Danmarksdemokraterne er byrådskandidat i Ringsted og kandidat til den nye Region Østdanmark.

Foto: Pr

Michael Rosenmark er blandt Danmarksdemokraternes kandidater til regionsrådsvalget 18. november. Det oplyser politikeren, som i forvejen er partiets spidskandidat i Ringsted til byrådsvalget samme dag.

Den Korte Version
  • Michael Rosenmark er kandidat for Danmarksdemokraterne til regionsrådsvalget og byrådsvalget i Ringsted den 18. november.
  • Han har 40 års erfaring fra politiet, PET og Fødevarestyrelsen, heraf 30 år i ledelsesroller.
  • Rosenmark ønsker at forbedre offentlig service og borgerinddragelse samt udvide lægevagtens åbningstider i Ringsted.
  • Han støtter et stop for Femernforbindelsen i Ringsted og kritiserer manglende borgerdialog ved regionale beslutninger.
  • Rosenmark bor i Snekkerup, driver en besøgsgård og ønsker succes for sundhedsreformen, der træder i kraft i 2027.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Kandidaten har i 40 år arbejdet i Politiet, Politiets Efterretningstjeneste og Fødevarestyrelsen, hvor 30 år er gået til ledelsesfunktioner, senest som rejseholdschef. 

Han har tidligere siddet i Københavns Borgerrepræsentation og har desuden haft en kort periode som medlem af Folketinget. 

- Jeg ønsker fremover at bruge mine erfaringer til at bekæmpe bureaukrati og dårlig service i det offentliges møde med borgerne. Jeg ønsker at kæmpe for større borger- og brugerinddragelse og bedre service i det offentlige, lyder det fra Michael Rosenmark.

Læs også

Udvid lægevagt

Kandidaten vil arbejde lokalt for, at Ringsted får placeret så mange sundhedstilbud som muligt. 

Han ønsker, at lægevagten udvides til at holde åbent fra kl. 17.00 til 22.00 på hverdage samt fra kl. 9.00 til 15.00 og fra kl. 16.00 til 22.00 i weekender og på helligdage. Det vil være en forbedring på to timer mere på hverdage og fem timer mere i weekenden. 

Michael Rosenmark går desuden ind for, at den nye Femernforbindelse skal få et stop i Ringsted. 

- Derudover skal regionen i højere grad være i dialog med borgerne, og ikke som vi lige har set det ved Vigersted, hvor Regionen kun underrettede de fem husstande, som lå i en potentiel kommende grusgrav. Beboerne i Vigersted, som ville få grusgraven som nabo, blev ikke orienteret, pointerer Michael Rosenmark.

Bor i Snekkerup

Michael Rosenmark retter desuden opmærksomheden mod sundhedsreformen, som træder i kraft 1. januar 2027. 

Reformen er vedtaget af Danmarksdemokraterne og et bredt politisk flertal i november 2024, og han ønsker, at den bliver en succes, når den får virkning.

Michael Rosenmark er gift, har tre voksne børn og et barnebarn. Han bor på en nedlagt landejendom i Snekkerup ved Vigersted, hvor han og familien de sidste 14 år har haft en mindre zoologisk have, som fungerer som besøgsgård om sommeren.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...