Ugens lokalhistoriske billede: Friluftsteater i Ulvedalene

Forestillingerne startede tilbage i 1910, og efter en længere pause fra 1949-1996 har friluftsteateret været en kærkommen tradition for mange familier.

Dronning Margrethe og prins Henrik ankommer til Det kongelige Teaters friluftsforestilling ”Aladdin” i Ulvedalene i Dyrehaven og modtages af borgmester Kai Aage Ørnskov, 2000.

Dronning Margrethe og prins Henrik ankommer til Det kongelige Teaters friluftsforestilling ”Aladdin” i Ulvedalene i Dyrehaven og modtages af borgmester Kai Aage Ørnskov, 2000.

Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

Den allerførste friluftsforestilling i Ulvedalene i Dyrehaven havde premiere i 1910. Forestillingen var Oehlenschlägers ”Hagbart og Signe” med Adam Poulsen og Dagny Brincken i hovedrollerne og med musik af Carl Nielsen. Siden har der været forestillinger her, dog med en længere pause i perioden 1949-1996.

Den oprindelige ide til friluftsteater i Ulvedalene kom fra datidens kulturpersonligheder, deriblandt maleren J.F. Willumsen, skuespiller Adam Poulsen (1879-1969) og Politikens redaktør Henrik Cavling (1858-1933). Adam Poulsens store drøm var at skabe et folkeligt teater, hvor alle uanset rang og stand kunne opleve teater med naturen som baggrundskulisse. Han blev friluftsteatrets direktør frem til 1930.

Teaterprogrammet bestod især af danske klassikere men også udenlandske. Under besættelsen 1940-45 var forestillingerne præget af det nationale tema, og blev en måde hvorpå man kunne vise sin modstand imod den tyske besættelsesmagt.

Forestillingerne tiltrak et stort publikum under åben himmel i den smukke Dyrehave, men i årene op til lukningen i 1949 svigtede publikum, og scenefaciliteterne forfaldt.

I Kulturbyåret 1996 blev traditionen med friluftsforestillinger i Ulvedalene genoptaget, da skuespilchef ved Det kongelige Teater, Birgitte Price, i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune, satte gang i forestillingerne med opførelsen af Elverhøj.

Siden fulgte forestillingerne: Der var engang (1998), Aladdin (2000), Ivanhoe (2003), Thor (2006), De tre musketerer (2010), Robin Hood (2013), Kong Arthur (2016), Røde Orm (2018), Hobbitten (2021), Ragnarok (2023) - og i år er det Snedronningen af H.C. Andersen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...