Ældrereformen er på vej, og den har som mål at sætte en ny retning for fremtidens ældrepleje. I Høje-Taastrup Kommune arbejdes der på at skabe en ældrepleje, hvor borgerne oplever færre skift i personalet og større indflydelse på egen pleje.
- Det er målet at etablere borgernære teams i hjemmeplejen, som giver borgerne mulighed for at blive mødt af kendte ansigter og mere tværfaglige og sammenhængende forløb, siger Charlotte Kaaber, centerchef for Sundhed- og Omsorg i Høje-Taastrup Kommune.
Den nye ældrereform har 1. juli som skæringsdato i hele landet. I Høje-Taastrup Kommune arbejder man med at indføre reformen, som skal sikre en mere sammenhængende, nærværende og borgernær ældrepleje.
Målet med reformen er mere selvbestemmelse for borgerne, et øget fokus på helhed i plejen og tættere samarbejde med pårørende og civilsamfundet.
De borgere, der modtager hjemmepleje, skal ikke selv gøre noget i forbindelse med reformen. Kommunen tager ansvar for implementeringen og vil løbende informere de berørte borgere, efterhånden som ændringerne bliver aktuelle.
Medarbejderne i ældreplejen er i gang med undervisning og forberedelser, oplyser Høje-Taastrup Kommune.