Nyt Tesla Center slår dørene op

Greve: Hører du til dem, der drømmer om at eje en Tesla, eller er du en af dem, der allerede kører rundt i en, og skal have den kigget efter fra tid til anden, så er der gode nyheder. Tesla har netop åbnet et nyt center på Korskildelund 2 i Greve, hvor de har samlet salg, service og levering under et tag.

Det har været muligt at besøge centret i et par måneder, men den officielle åbning skete mandag, hvor udstillingsrummet var pyntet op med balloner.

Og selvom den officielle åbning har ladet vente lidt på sig, så har interessen ikke manglet. Flere kunder og potentielle kunder har været forbi for at se nærmere på modellerne fra det populære bilmærke. Det er især den seneste model - Model Y - som der har været stor interesse for, forklarer Maria Lantz, presseansvarlig for Tesla i Sverige, Danmark og Finland.

Hun kan samtidig glæde sig over, at netop Model Y var Danmarks mest leverede bil i december, mens den lidt mindre Model 3 landede på en femteplads i samme måned. Det er netop de mangen Teslaer, der efterhånden kører rundt på de danske veje, der betyder, at Tesla har åbnet endnu et servicecenter. Der er tale om det femte i Danmark og det første i Region Sjælland. Udover Greve findes servicecentrene i Kastrup, Hillerød, Odense og Aarhus.

– Det nye center betyder, at vi kan komme endnu tættere på vores kunder omkring København og sydvest for hovedstaden, siger Maria Lantz.

– Her er det muligt at få lavet service på sin bil, prøvekøre en Tesla og få udleveret sin nye eller brugte Tesla, siger hun og forklarer, at Tesla med det nye center øger servicekapaciteten på Sjælland med 30 procent.

Det meste kan klares hjemme hos bilejeren

Det nye servicecenter får også tilknyttet tre mobile serviceteknikere, som kører rundt til Teslaejere i hele landet, når der opstår problemer med bilen. Maria Lantz forklarer, at en ud af tre reparationer bliver udført af serviceteknikerne udenfor servicecentrene.

– Det betyder, at bilen bliver repareret, mens den holder hjemme, på arbejdet eller et tredje sted. På den måde behøver kunderne ikke at bruge tid på at komme ind på et af vores servicecentre, siger Maria Lantz, som forklarer, at 90 procent af problemerne på en Tesla kan identificeres og diagnosticeres via fjernadgang, inden bilen lander på et servicecenter eller får besøg af en tekniker.

Har man brug for en tekniker, kan man booke tid via sin Tesla-app, og ved hjælp af samme app kan man låse bilen op for teknikere og låse den igen, når arbejdet er færdigt.

Flere ladestandere

Som et andet led i den øgede tilstedeværelse i Danmark har Tesla planer om at fordoble antallet af de såkaldte Supercharger stationer rundt om i Danmark i løbet af de kommende 12 måneder, så der. Det betyder, at der vil være 24 steder i landet, hvor man lade batteriet hurtigt op.

– Allerede i løbet af foråret forventer vi at åbne seks nye Supercharger-stationer i Danmark, samtidig med, at vi udvider en af de eksisterende. Det betyder, at der åbner omkring 128 nye ladestandere på nøje udvalgte steder i landet, siger Maria Lantz, der understreger, at nogle af dem vil blive på Sjælland.

Her kan man på nuværende tidspunkt lade sin Tesla hurtigt op i Køge, Kirke Såby og Slagelse, mens man på Falster kan sætte turbo på opladningen i Nørre Alslev.

Det nye servicecenter i Greve er på i alt 1600 kvadratmeter, og huser både showroom, værksted, reservedelslager og levering.Centret har i 20 ansatte.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...