Stopper den gode stime? I over et årti har Roskilde Festival været udsolgt

Dårligt vejr og finanskrise har spillet ind i de år, hvor Roskilde Festival ikke har haft udsolgt.

De sidste mange år har der været udsolgt på Roskilde Festival, men spørgsmålet er, om det bliver tilfældet i år.

De sidste mange år har der været udsolgt på Roskilde Festival, men spørgsmålet er, om det bliver tilfældet i år.

Foto: Thomas Olsen

Den 28. maj meddelte Roskilde Festival, at det var ved at være sidste udkald, hvis man skulle have en partoutbillet til hele festivalugen. Budskabet blev gentaget den 19. juni, men her kort før festivalstart er det stadig muligt at købe billet.

Den Korte Version
  • Roskilde Festival har endnu ikke udsolgt partoutbilletter, hvilket ikke er sket siden 2013.
  • Dårligt vejr og finanskrisen har tidligere påvirket billetsalget negativt.
  • Festivalen i 2020 havde allerede udsolgt i marts, men blev aflyst på grund af corona-pandemien.
  • De tidligst udsolgte festivaler i nyere tid var i 2018 og 2019.
  • Rekorden for tidligst udsolgt er fra 1996, hvor billetterne var væk den 29. april.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Hvis det ikke lykkes at få afsat de sidste partoutbilletter, inden campingområderne åbner lørdag den 28. juni, vil det være første gang siden 2013, at Roskilde Festival ikke har udsolgt.

Ellers skal man tilbage til 2008 og 2009, hvor der var to år i træk med ikke-udsolgte festivaler, og før det 2005.

Dårligt vejr som årsag

Både i 2005 og 2008 blev det forklaret med, at der året før havde været dårligt vejr, og at det erfaringsmæssigt påvirker billetsalget negativt det efterfølgende år.

Roskilde Festival 2007 er fortsat den vådeste i historien. Sidste års festival lagde sig på andenpladsen, så noget lignende kan have gjort sig gældende i år, selv om andre også peger på musikprogrammet.

I 2009 fik finanskrisen skylden for, at det kun lykkedes at få solgt 65.000 ud af 75.000 billetter på trods af navne som Coldplay, Kanye West, Nick Cave & The Bad Seeds, Oasis og Pet Shop Boys på plakaten.

I 2012 var alle billetter heller ikke solgt, da festivalen åbnede campingområderne den 30. juni, men to dage senere, den 2. juli, røg den sidste partoutbillet.

Både i 2011, 2017 og 2023 var det først omkring en uge før start, at der blev meldt udsolgt. 

Udsolgt på Roskilde Festival

2024: 31. maj (start: 29. juni)

2023: 16. juni (start: 24. juni)

2022: 9. maj (start: 25. juni)

2020-2021: Aflyst

2019: 6. maj (29. juni)

2018: 7. maj (30. juni)

2017: 20. juni (24. juni)

2016: 1. juni (23. juni)

2015: 9. juni (27. juni)

2014: 15. juni (29. juni)

2013: Ikke udsolgt

2012: 2. juli (30. juni)

2011: 20. juni (27. juni)

2010: 17. juni (27. juni)

2009: Ikke udsolgt

2008: Ikke udsolgt

2007: 1. juni (1. juli)

2006: 15. juni (25. juni)

2005: Ikke udsolgt

Kilde: sn.dk/Gaffa

De tidligst udsolgte

Den hurtigst udsolgte Roskilde Festival var til en festival, der aldrig blev holdt. I 2020 kunne der allerede meldes udsolgt den 2. marts, men en uge senere blev Danmark lukket ned på grund af corona-pandemien, og dermed fik publikum aldrig oplevet Taylor Swift på Orange Scene.

Da festivalen endelig vendte tilbage i 2022, var det med mange af navnene fra de aflyste festivaler i 2020 og 2021. Men Taylor Swift var i mellemtiden blevet en megastjerne og var rykket videre.

I stedet er det festivalerne i 2018 og 2019, som kan bryste sig af at være de tidligst udsolgte i dette årtusinde. I 2018 var der udsolgt den 7. maj, og året efter var det den 6. maj, så man kan sige, at corona fik bremset en god tendens.

I 2022 meldte festivalen udsolgt den 9. maj, men mange af billetterne var blevet solgt til festivalerne i 2020 og 2021.

Indehaveren af rekorden er dog stadig 1996-festivalen, som allerede havde udsolgt den 29. april. Det år spillede Björk, David Bowie, Nick Cave & The Bad Seeds, Sex Pistols, Patti Smith og Neil Young & Crazy Horse. Længere nede på plakaten fandt man Deftones, som er tilbage på dette års festival. 

Dårligt vejr påvirker ikke kun salget i boderne, men også næste års billetsalg. Billedet her blev taget på sidste års festival, der var den næstvådeste i historien.
Dårligt vejr påvirker ikke kun salget i boderne, men også næste års billetsalg. Billedet her blev taget på sidste års festival, der var den næstvådeste i historien. Foto: Lars Kimer

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...