Syv ud af ti danske brillebærere har briller liggende, som de ikke bruger, og samtidig har millioner af ghanesere ikke råd eller adgang til briller.
Men til oktober tager medarbejdere fra Synoptik igen til Ghana for at lave synsprøver og uddele briller til børn og voksne. Og dine gamle briller kan tage turen med.
Indsamlingen til den årlige tur er nemlig i fuld gang, hvor man blandt andet kan aflevere sine gamle briller i Synoptik på Strandvejen i Hellerup.
Ghanesernes ansigter lyser fuldstændig op, når de får danskernes briller på og opdager, hvor dårligt de faktisk har været vant til at se.
Ilona Søhoel, projektleder for Synoptik
Siden 2007 har tusindvis af danskere doneret deres aflagte briller til Synoptik, og de gør - bogstaveligt - en synlig forskel.
- Ghanesernes ansigter lyser fuldstændig op, når de får danskernes briller på og opdager, hvor dårligt de faktisk har været vant til at se. Nogle siger ‘God bless you’ til os, og andre danser små glædesdanse. Det betyder utroligt meget for dem at få synet tilbage, fortæller Ilona Søhoel i en pressemeddelelse fra Synoptik.
Ilona Søhel har været projektleder på Synoptiks ture til Ghana siden 2009, og skal til oktober afsted for 15. gang.
Fra næsten blind til læge-drøm
I Ghana får brillerne nyt liv – og ændrer liv. For eksempel for drengen Bernard, som for ni år siden nærmest var blind. I dag går han på gymnasiet og drømmer om at blive læge – takket være et par donerede briller fra Danmark.
På synsklinikken i Ghanas hovedstad Accra er der løbende brug for flere aflagte briller og solbriller, som kan hjælpe ghanesere som Bernard til et bedre syn.
Synoptik har i samarbejde med Ghana Blind Union og Dansk Blindesamfund etableret en klinik i Accra. Klinikken har åbent fem dage om ugen, hvor ghanesere gratis kan blive tilset af en optiker eller øjenlæge, få foretaget en synsprøve og få et par gratis briller og solbriller.
Så hvis man har briller, solbriller og andre synshjælpemidler liggende derhjemme, som ikke længere bliver brugt, tager Synoptik på på Strandvejen i Hellerup med glæde imod dem og sørger for et serviceeftersyn, inden de bliver sendt til Ghana.