- Han kigger på den og spørger os, om vi bedst kunne lide den "kort og tyk eller lang og tynd", lyder en af de mange opsigtsvækkende beretninger fra elever i 9.X. på Marienlystskolen i Frederikssund. Sjællandske Nyheder er kommet i besiddelse af dokumentation og vidneudsagn, der tegner et alarmerende billede af en lærer, som over længere tid skal have opført sig grænseoverskridende over for eleverne.
Sagen kort
- Sjællandske Nyheder har fået fat i dokumentation over elevers klager over klasselærers opførsel. Vi kommer til at følge sagen tæt.
- Flere piger fra 9.X på Marienlystskolen i Frederikssund fortæller om en mandlig lærers grænseoverskridende adfærd: seksuelle kommentarer, ydmygelser i klassen og ubehagelige situationer.
- Forældre oplever, at skolen og kommunen har ignoreret deres klager.
- Skolelederen afviser gentagne klager, og skolen siger, at klagen fra en elev blev overset i mailboksen.
- Læs mere om sagen på vores temaside 'Pigerne fra Marienlystskolen'
Hvis eleverne sagde fra, fik de at vide, at de var krænkelsesparate.
Læs også
Lærer især efter pigerne
Og det var især pigerne, den mandlige lærer var efter, lyder det fra forældrene, der fortæller om lumre kommentarer, ydmygelser i klasselokalet og manglende reaktion fra skolens ledelse.
- Du har nogle gode hofter, dem skal du nok føde børn med, og med det lange lyse hår skal du nok komme langt, fortæller Rikke Fjellerup, at læreren skal have sagt til hendes datter Monique.
Læreren beskrives af flere elever som en person, der nedgør dem foran hele klassen, kaster med kridt, stiller sig intimiderende tæt på dem og sågar stiller uformelle "diagnoser".
Tegning af tissemand
I en af klagerne, som Sjællandske Nyheder er i besiddelse af, fortæller elev Emma Rydgren om en række episoder med læreren, men især en skiller sig ud. Hun beskriver, hvordan hun sidder sammen med tre veninder i klassen, og på en computer i mellem dem er der en tegning af en tissemand.
"Han kigger på den og spørger os, om vi bedst kunne foretrækker den 'kort og tyk eller lang og tynd'. Han fortsætter med at gøre os opmærksom på, at det ikke altid er fordel at have en stor tissemand, herefter blinker han til os. Vi tolkede det som en henvisning til ham selv, hvilket vi finder yderst upassende", står der i elevens klage.
I en redegørelse Sjællandske Nyheder er i besiddelse af afviser læreren anklagen.
Tidslinje i sagen om den grænseoverskridende lærer
Januar: Monique Fjellerup sender en klage til ledelsen over upassende oplevelser med en mandlig lærer.
Marts: En håndfuld andre piger sender også en klage til ledelsen om deres oplevelser. De bakkes op af deres forældre via beskeder på Aula.
6. maj: Ledelsen holder møde med to af pigernes forældre.
7. maj: Ledelsen taler med hele klassen, som samlet set har oplevet et utrygt og ubehageligt undervisningsmiljø.
12 maj: Den mandlige lærer får en skriftlig advarsel.
4. Juni: Der bliver lavet en redegørelse vedrørende skolens håndtering af læreren
27 juni: Moderen Louise Rydgren deler et opslag på Facebook, hvor hun udtrykker sin bekymring omkring lærerens adfærd.
Skrev klage til skolen
Lissa Andersen kontaktede allerede i 7. klasse skolen, fordi læreren havde ydmyget datteren Laura i klassen.
- Han sagde til min datter, at du bliver aldrig til noget, du er så dårlig, siger Lissa Andersen.
Ved du noget?
Ved du noget om sagen, eller har du noget på hjerte, så kontakt journalist Britt Nielsen på britt.nielsen@sn.dk
Alle henvendelser bliver behandlet fortroligt.
Lissa Andersen, Rikke Fjellerup og Louise Rydgren fortæller, at deres døtre af flere omgange har besøgt skolens kontor, når lærerens opførsel har været for meget. Efter at have tænkt over det i halvandet år, valgte Louise Rydgrens datter Emma at skrive en klage til skolen.
- Hun modtog aldrig et svar, konstaterer Louise Rydgren og nævner, at sådan kan man også lære piger på 15-16 år, at det ikke nytter noget at klage.
Eleverne står sammen
I en redegørelse fra Marienlystskolen, som Sjællandske Nyheder er i besiddelse af, skriver skolen selv, at skolen den 7. maj samlede 9.X. for at tale med klassen om den pågældende lærer. Om mødet skriver skolen:
'Her blev det tydeligt, at næsten hele klassen har oplevet et meget utrygt og ubehageligt undervisningsmiljø'.
De tre mødre har også hørt om besøget i klassen og fortæller, at deres piger har fortalt, hvordan drengene i samlet flok støttede pigernes beretning.
I samme redegørelse skriver skolen, at de på grund af travlhed ikke har fået talt grundigt med de piger, som har klaget.
'Det beklager vi, og vi kan godt se nu, at det ikke virker som om, vi har taget det alvorligt', fremgår det af redegørelsen fra skolelederen.
Skolen har fejlet stort
Skolens redegørelse og ageren sker efter mor til Emma i 9.X., Louise Rydgren, i juni 2025 laver et Facebook-opslag, hvor hun fortæller om den grænseoverskridende lærer:
- Jeg er simpelthen ved at kaste op over Marienlystskolens og Frederikssund Kommunes håndtering af denne sag. Deres fornemmeste opgave er at skabe tryghed for vores børn og unge i skolerne. Der har de fejlet stort. I deres øjne må det være okay, at en lærer beder en pige om at slå ham på hånden, hvorefter læreren stønner højlydt og beder om mere, siger hun og fortsætter:
- Det må være okay, at en lærer i klassens påhør fortæller, at alle klarer sig godt - undtagen en navngiven elev, som han ydmyger ved at sige, at "hun klarer sig dårligere og dårligere", siger Louise Rydgren.

Egentlig kunne Louise Rydgren og flere af de andre mødre til piger i 9.X. være ligeglade. Deres børn har netop afsluttet folkeskolen og skal ikke længere have en hverdag med læreren.
- Men det fylder hos pigerne, at der til august kommer nye piger på skolen, fortæller Louise Rydgren og forklarer, at forældrene sidder med følelsen af, at ledelsen er gledet af på deres klager over læreren, fordi pigerne var på vej til at stoppe på skolen.
De tre mødre medgiver, at de i begyndelsen ikke tog det så alvorligt, når deres piger kom hjem og fortalte om episoder med læreren.
- Vi ønsker ikke at være curlingforældre, siger Louise Rydgren og forklarer, at da pigerne blev ved med at fortælle om grænseoverskridende oplevelser, tog forældrene dem alvorligt.
Dysser ned
Sjællandske Nyheder har været i kontakt med den pågældende lærer, der afviser at kommentere sagen og i stedet henviser til skoleledelsen.
Marienlystskolen er en udskolingsskole, hvor der kun er 7.-9. klassetrin. I kommunalt regi er den en del af Trekløverskolen, hvor Joy Frimann er skoleleder. Hun kan ikke genkende det billede, forældrene tegner, og hun afviser, at der er klaget over læreren gentagne gange.
Til Sjællandske Medier oplyser Joy Frimann, at skolen svarer, hvis en elev klager over en lærer.
- Den pågældende klage må vi have overset i mailboksen. Vi modtager mange mails. Det kan ske, siger Joy Frimann.
Sjællandske Nyheder har foreholdt Trine Venbjerg Hansen, centerchef for Børn og Skole i Frederikssund Kommune, elevernes og forældrenes oplevelser og klager, og Trine Venbjerg Hansen skriver i et svar, at "kommunen tager henvendelser om krænkelser meget alvorligt".
- Vi ønsker, at alle elever føler sig trygge i skolen og med deres lærere og det øvrige personale på vores skoler, forklarer Trine Venbjerg Hansen.