Lys for enden af tunnelen: - Jeg kan næsten ikke sætte ord på

Husum Boldklub ser frem til en ny begyndelse.

Emil Brix Ohmann holder her kontrakten, som skal gøre livet i Husum Boldklubs klubhus lettere.

Emil Brix Ohmann holder her kontrakten, som skal gøre livet i Husum Boldklubs klubhus lettere.

Foto: Privat

Historien om Husum Boldklubs klubhus er lang. I mange år kæmpede klubben for at få samlet penge sammen til at få et flot klubhus med plads og faciliteter til alle. Siden har det store samlingssted vist sig at være fyldt med fejl. Forbedringer, som klubben ikke skal betale for, har en retssag bevist. Men selvom der er faldet dom i sagen, betaler ingen for, at entreprenøren er gået konkurs. Nu lysner det, og glæden er så stor, at den er svær at beskrive.

Den Korte Version
  • Husum Boldklub ser frem til en ny begyndelse efter mange års kamp for et velfungerende klubhus.
  • Klubben har ansøgt om 12,7 mio. kr. fra Københavns Kommunes Klubhuspulje til at udbedre fejl i det eksisterende klubhus.
  • Entreprenøren gik konkurs, men klubben har vundet en voldgiftsag om udbedring af fejl og mangler.
  • Renoveringen finansieres af Kultur- og Fritidsforvaltningen, Realdania og Lokale- og Anlægsfonden.
  • Formand Emil Brix Ohmann udtrykker stor glæde over, at klubhuset snart kan bruges uden byggesager.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Husum Boldklub har søgt og fået millioner fra Københavns kommunes Klubhuspulje, som både delvist betaler u og som også oprindeligt lagde en stor portion penge. Første spadestik blev taget i 2019 med tilstedeværelse af blandt andet tre tidligere borgmestre.

Men det fine hus, som blev indviet, var fyldt med fejl.

Ved en syn- og skønssag er der konstateret væsentlige fejl og mangler, og foreningen har vundet en voldgiftssag om udbedring. Entreprenøren er imidlertid gået konkurs.

- Vi skal have lavet taget, beklædningen på huset skal skiftes, gulvet skal tages op, og der skal lægges et nyt gulv. Der skal laves ventilation og faskiner til at håndtere regnvand udenfor. Og så skal grusarealet udskiftes med et betondæk, fortæller formand for Husum Boldklub, Emil Brix Ohmann.

Læs også

Byggeprocessen begynder nu, og forleden kunne formanden fremvise kontrakten med den entreprenør, som skal stå for opgaven. Planen er, at man skal forsøge at komme så langt som muligt indendørs i løbet af skolernes sommerferie, så huset kan bruges fra midt august. Og så er håbet, at hele udbedringen er færdig midt i oktober.

Pengene til renoveringen kommer dels fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, som giver 8,2 millioner kroner, og dels fra Realdania, som støtter projektet med op til to millioner kroner. Desuden hjælper Lokale og Anlægsfonden ved at betale for ekstern byggeteknisk og økonomisk granskning af arbejdet for at sikre færdiggørelsen af projektet. Det fremgår af referatet af udvalgsmødet.

Økonomien 

Husum Boldklub har søgt om tilskud på op til 12,7 mio. kr. til udbedring af fejl og mangler i det eksisterende klubhus i Københavns Kommunes Klubhuspulje. Ansøgningen er behandlet i Kultur- og Fritidsudvalget.

Klubben har tidligere modtaget kommunalt anlægstilskud til klubhuset på i alt 13,2 mio. kr. fra Klubhuspuljen og Budget 2018 med et budgettræk på 11,0 mio. kr. pga. momskompensation.

Kilde: Referat, Kultur- og Fritidsudvalget

Historisk

Der har i mange, mange år ligget en boldklub i Husum; klubben blev stiftet i 1922. Filmen her fra 'Danmark på film' viser indvielsen af det nye klubhus i 1934. Flagene er hejst, og der holdes taler for de fremmødte. Det bliver ligeledes en festdag, når det nye klubhus igen kan indvies.

Det er stort

Det bliver en lidt hektisk sensommer med fodboldopstart og byggeplads, men Emil Brix Ohmann håber, at alle vil huske, at det bliver bedre.

- Det er desværre hverken længe siden, vi ikke kunne være inde på grund af corona, og heller ikke længe siden, at vores klubhus var skurvogne, siger han og fortsætter: 

- Vi får et hus, som vi bare kan bruge og have gæster i uden at skulle tænke på byggesager.

Og dét er stort. At byggesagen ikke skal fylde mere for den nuværende formand eller for dem, som tidligere har kæmpet for klubhuset.

- Det betyder helt utrolig meget. Jeg kan næsten ikke sætte ord på... Vi er løbet ind i nederlag på nederlag, retssager, svindelnumre... at man som frivillig skal bøvle med så meget. Der skal lyde en kæmpe tak til den tidligere formand Johnny Nielsen, Karen Hindsberg og Jan Sivertsen, som har kæmpet for at få et hus, til at det ikke fungerede, og så til nu. Det er en kæmpestor ting; det betyder vildt meget, at der nu er lys for enden af tunnelen. Så det skal vi fejre og ære dem, som har kæmpet for det før, siger Emil Brix Ohmann.

Hvornår fejringen præcis skal finde sted, er endnu uafklaret.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...