Kammerater! Lyngbyborgere! Folk der er kommet forbi, fordi vi har det bedste bål og den dødeste - men pæne - sø i regionen! Velkommen til Lyngbys fineste aften, hvor vi fejrer sommersolhvervet ved at futte en stor bunke CO2 indlejret i nænsomt høstet overskudstræ fra kommunens mange genbrugspladser. Nej, det er gas! Vi brænder selvfølgelig kun knastfrit egetræ og palisander med optænding af gamle 1.000 kronesedler vædet i single malt whisky fra Isle of Skye. 

Og vores heks er naturligvis iklædt en af de helt store spadseredragts-dessiner i navy og grøn stribe fra Monclers forårskollektion. ikke den fra i år. Den fra sidste år. Den skal jo brændes af om lidt, og vi er ikke milliardærer.

Til gengæld er det mig en stor ære at være årets sankthanstaler, for jeg har bestemt ikke fortjent det. Jeg har ikke, som sidste års taler, skudt syv pile gennem et nøglehul, og jeg har heller ikke mere end 100 millioner visninger af mine videoer på Youtube. Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg kun 536 visninger af min 11 år gamle youtube video, hvor jeg fortæller isbjørnevitser til en isbjørn. Blandt andet denne her:

Hvad er ligheden imellem en isbjørn og en giraf? De starter begge to med “I”, for giraffen hedder “Ib”.

Så I kommer ikke til at se mig tænde bålet med en brændende pil, ligesom Lars Andersen gjorde det sidste år. Hvis jeg prøvede at tænde bålet med en brændende pil, så ville den sandsynligvis ramme stilladset omkring rådhuset og sætte hele lortet i brand, og det er synd, for nu er den restaurering endelig lige ved at være der. Så godt som. 

Letbaneindvandring

Lidt ligesom letbanen, der stort set er klar til at begynde testkørslerne. Det kan ikke vare længe nu. Nede i Ishøj er de jo i fuld gang og forventer almindelig drift allerede i efteråret ’25, hvilket kun er skallede 2 år bagefter planen. Det varer så nok lige lidt længere heroppe nord for Rødovre, men det er noget med broerne i Gladsaxe Kommune og pandemien - og så en generel modvilje i de nordlige omegnskommuner mod at åbne for sluserne for letbanebaseret indvandring sydfra.

For lad os nu være ærlige: Den letbane bliver sgu nok mest brugt i den ene retning, når den - hvis den - efter de seneste tilgængelige planer åbner for daglig drift en gang til næste sommer. For det kan da godt være, at en eller anden idealistisk skovbørnehave med flad ledelsesstruktur får den besynderlige ide at sende en ekspedition sydover for at lade de eventyrlystne små udforske brugttøjsmiljøet i Herlev Bymidte, venteværelserne på Glostrup Hospital eller det sagnomspundne erhvervsområde Delta Park i Vallensbæk. 

Men ellers vil den primært blive brugt af de spændingsudhungrede fattigdomsflygtninge nede fra Ishøjs kunstmuseum Arken, der bare ikke magter flere velmenende performanceinstallationer, hvor en tredjeårselev fra Kunstakademiet cykler rundt om en lille bunke skrald, og nu vil de sateme i Lyngby Storcenter og føle suset fra en latte på havremælk til 56 kroner.

Men frygt ej, Lyngbyborgere! Det er stærkt usandsynligt, at den letbane åbner til næste sommer, for jeg har hørt, at de der luftledninger er i restordre, og i øvrigt stoler ingen vel på, at broen på Buddingevej hen over Motorring 3 vil være i stand til at holde noget, der blot minder om et letbanetog. I hvert fald ingen af dem, jeg talte med på Bodega Syveren lidt længere nede af Buddingevej, og de plejer at have tjek på tingene.

Pas på kronprinsen

Hvem husker ikke Fiskebæksbroen ude ved Farum?, spørger jeg. Den 8. februar 1972, for blot 53-et-halvt år siden, styrtede vestbroen i Fiskebæksbrokomplekset sammen - dagen inden dronning Margrethe skulle have indviet den og dermed lukke det sidste hul i den navnkundige Hillerød-motorvej. 

Hvis det var sket 24 timer senere, så havde dronningen måske været død! Og så var Frederik blevet konge som 4-årig, og det var helt sikkert stukket af. 

Skal vi da risikere det samme for vor unge, nye konge, når hovedstadens mærkelige misfoster af en letbane skal indvies til sommer, spørger jeg? Nej, vi skal ej! Han har fortjent en længere og meget finere regeringstid, og følgelig foreslår jeg allerede nu, at vi foreløbig, men uden forsinkelse straks standser hele projektet og udskyder en eventuel færdiggørelse, indtil nogen har tjekket ordentligt, hvorvidt den bro virkelig duer eller ej. 

Også fordi jeg tror slet ikke, vi er klar til at tage afsked med alle de mange herlige og spændende vejarbejder langt ruten! Vi har sgu vænnet os til at holde stille og køre omveje hen over fortovene, og vi ville sgu blive utrygge, hvis det hele pludselig en dag bare forsvandt. Hvad skulle vi dog bruge al den tid til, spørger jeg?

Satte ild til engen

Så ro på, Lyngby. For det kan ved grød godt være en smule stressende at være borger i denne stolte kommune. Og jeg skal straks deklarere: Jeg er ikke borger i Lyngby-Taarbæk Kommune. Jeg bor 250 meter på den forkerte side af kommunegrænse ovre i Gladsaxe Kommune. I ved, os med det grimme rådhus i kedelige røde mursten, der aldrig skal restaureres og socialistborgmestrene og betonghettoen og Erhard Jacobsen og branden af Aldershvile slot i 1909. 

Men jeg voksede op på Rosengårdsvej 11 i Virum derovre på den grimme side af Åmosen i skyggen af højhusene, og jeg gik i Den Røde Børnehave ovre bag Sorgenfri Torv, og i februar 1974 brændte jeg ved en fejl den store eng, der adskiller villaerne på Åmosebakken fra selve mosen, af. 

Og dette er ikke en bortforklaring, blot en forklaring - og så er det en undskyldning. For jeg gjorde det, men jeg synes ikke, det var særlig meget med vilje, fordi jeg var sammen med min ven Hoppe-Ole, og i virkeligheden legede vi en meget kulturelt påskønnelsesværdig leg, der hed “stenalderleg”, som gik ud på, at Ole og jeg var i stenalderen, og så var jeg ham, der skulle tænde bål på bopladsen, hvorefter Ole var ham, der slukkede bålet igen. 

Og i starten gik det egentlig skidegodt, men så kom jeg ligesom foran, og på et tispunkt brændte det syv-otte forskellige steder på engen, og så besluttede vi os for at stikke af, og det sidste, jeg så, var en ældre kvinde komme styrtende ud fra en af villaerne med en rive i hånden og et stærkt bekymret udtryk i ansigtet, og lidt efter kom brandvæsnet, og om tirsdagen var det på forsiden af Det Grønne Område. 

Og undskyld, Lyngby, for det var ikke rimeligt, og hvis ikke jeg havde været under den kriminelle lavalder, og hvis forbrydelsen i øvrigt ikke var forældet for længst, så ville jeg naturligvis tage konsekvensen og betale tilbage til kommunen, hvad jeg skyldte. 

Ole betalte på alle måder for sin del af misdåden, idet han blev så præget af oplevelsen, at han senere begyndte at studere matematik på universitetet, og i dag er han blevet akademiker.

Et horribelt brugbart snit

Og det er endnu et eksempel på, hvad der sker, når ikke vi fanger og griber de unge mennesker, før det er for sent. Så skaber vi disse triste skæbner, vi kan se i stillekupeerne i S-toget på vej imod endnu en dags nederlag på kontorerne i det indre København.

Jeg slap ud, fordi jeg var heldig. Men jeg har en bror, der er akademiker! Selv om otte år senere var det tæt på at gå galt, da jeg i juni 1982 blev student på det, der dengang hed Virum Statsskole med et horribelt brugbart gennemsnit på 9,2 efter den gamle skala, hvilket kunne have haft alvorlige konsekvenser i form af både den ene eller den anden universitetsbaserede uddannelse. 

Men jeg blev reddet - igen af en ildebrand, idet nogen havde røget hash oppe på hjemmeværnslageret på loftet ved siden af gymnasiets store festsal, og selvfølgelig - det er dét hash gør ved dig - havde fjolserne tabt en glød i madrasserne, og mens jeg kørte rundt i en hestevogn på villavejene i Sorgenfri og Virum, så brændte festsalen ned til grunden, og jeg så det som et tegn på, at jeg skulle klappe hesten og ikke bare storme ind på en eller anden uddannelse som en anden blind hamsterhjulsfetichist.

Og det gik jo fint. Jeg holdt mig ude og fik i stedet et rigtigt job i medierne, hvor man i gamle dage kunne tjene en masse penge uden at yde det store, og nu har jeg otte børn og er gift med en havfrue, så ro på, Lyngbyborgere. Og her taler jeg til jer unge derude:

Tag det for alt i verden roligt. Lad være med at stresse, og hvis jeres forældre plager jer om at rejse jer fra sofaen og blive til noget, så spørg dem: Hvad pokker er det lige, vi skal nå? Letbanen måske?

En lovlig ildebrand

Og for at understrege dette på den bedste måde, jeg kender, vil jeg hermed tænde mit tredje bål i kommunen. Ja, jeg havde ikke direkte ansvar for branden på Virum Statsskole, men det var en anden tid, og vi var på en eller anden måde allesammen ansvarlige for den brand, og nu altså tænder jeg den tredje kommunale ildebrand - denne gang lovligt og sanktioneret af teknisk forvaltning.

Tak for alt, Lyngby. I er og har altid været gode nok på bunden, og dengang jeg blev smidt ud fra Storcentret af centervagterne sammen med Allan fra min klasse, fordi “vi ikke brugte nok penge” - lad dét være vand under broen. Nu ser vi fremad, kammerater!

Lyngby længe leve!

Hurra! Hurra! Hurra! Og så det lange! Hurraaaaaaaaa!