Håndgranat kastet mod pizzeria - nu er svensk teenager mistænkt

Københavns Vestegns Politi mistænker en 19-årig svensk mand for at være indblandet i brandattentat mod pizzeria, som blev filmet og delt på nettet.

Kriminalteknikere undersøger pizzeriaet i Søborg efter eksplosionen i marts. Nu er en svensk teenager mistænkt i sagen.

Kriminalteknikere undersøger pizzeriaet i Søborg efter eksplosionen i marts. Nu er en svensk teenager mistænkt i sagen.

Foto: Presse-fotos.dk

Præcist tre måneder efter, at et pizzeria i Søborg 24. marts blev angrebet med en håndgranat og brød i brand - et attentat, der blev filmet af gerningspersonen og senere delt på nettet - kan Sjællandske Nyheder nu fortælle om ny udvikling i sagen. En 19-årig mand fra Sverige er kommet i politiets søgelys, og han er tirsdag eftermiddag centrum for et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Den Korte Version
  • Københavns Vestegns Politi mistænker en 19-årig svensk mand for at have kastet en håndgranat mod et pizzeria i Søborg, hvilket blev filmet og delt online.
  • Den mistænkte fremstilles in absentia ved Retten i Glostrup, da han ikke er i dansk politis varetægt, og politiet overvejer en international arrestordre.
  • Sigtelsen mod den 19-årige inkluderer forsætlig brandstiftelse og besiddelse af håndgranat, samt brug af bandeparagrafen.
  • Eksplosionen i pizzeriaet er muligvis en del af en konflikt mellem kriminelle grupperinger i Storkøbenhavn, relateret til en tidligere voldsepisode.
  • Fænomenet "violence as a service" er stigende, hvor unge svenskere hyres til kriminelle handlinger i Danmark, hvilket bekymrer politiet.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Den 19-årige mand, der ifølge Sjællandske Nyheders oplysninger har tilknytning til en mindre by i det sydlige Sverige, er dog ikke selv til stede i retten, men fremstilles "in absentia". Det skyldes, at teenageren ikke er i dansk politis varetægt.

Retsmødet bliver holdt for lukkede døre, og det kom i den åbne del ikke umiddelbart frem, om politiet ved, hvor den 19-årige svensker befinder sig. Et grundlovsforhør in absentia bruges ofte til at give politiet mulighed for at udstede en international arrestordre på en mistænkt, men det kan også handle om at sende en formel udleveringsanmodning til et andet land.

Anklager Christoffer Petersen argumenterede for lukkede døre med henvisning til, at efterforskningen er på et tidligt stadie, og at der menes at være andre, foreløbigt ukendte, medgerningsmænd på fri fod.

- Det er nye oplysninger, der gør, at vi nu tager det skridt, sagde han i retten uden at uddybe præcist, hvad anklagemyndigheden ønsker at få ud af retsmødet.

Efter et knap halvanden time langt retsmøde lød dommerens konklusion, at den 19-årige skal varetægtsfængsles in absentia.

Københavns Vestegns Politi har over for Sjællandske Nyheder afvist at oplyse, om den 19-årige er efterlyst, eller om retsmødet handlede om udlevering.

Bandeparagraf i brug

Sigtelsen mod den 19-årige lyder på, at han skal have kastet håndgranaten mod pizzeriaet i Søborg og dermed forårsaget eksplosion og brand. Han er sigtet for forsætlig brandstiftelse og for besiddelse af håndgranaten.

Desuden er han sigtet efter straffelovens såkaldte bandeparagraf, der handler om, at en handling kan være udført i forbindelse med eller for at fremkalde en voldelig konflikt mellem forskellige grupperinger.

Det fremgår dog ikke af sigtelsen, der blev læst op i den åbne del af grundlovsforhøret, hvem politiet mener er de stridende parter i konflikten. 

Den beskikkede forsvarer, advokat Charlotte Møller-Larsen, oplyser, at den 19-årige nægter sig skyldig. Han er nu beskyttet af et navneforbud.

Video af angrebet

Politiet fik meldingen om brand i pizzeriaet Pizza Bites ved Kildebakke Station i Søborg klokken 23.40 mandag den 24. marts. Det viste sig hurtigt, at branden var opstået efter, at en håndgranat var bragt til sprængning i det lukkede og mennesketomme pizzeria.

Omkring tre uger senere begyndte en videooptagelse at florere på sociale medier på nettet. Her ser man en håndgranat blive kastet ind i pizzeriaet, og det ser ud til at være gerningspersonen, der filmer angrebet. Vedkommende løber væk, men man ser kort efter en eksplosion, der sprænger ruderne ud og sender flammer samme vej.

Sjællandske Nyheder spurgte i begyndelsen af juni Københavns Vestegns Politi til videoen. Dengang oplyste politiet, at man er bekendt med videoen, og at klippet indgår som en del af efterforskningen. Samtidig slog politiet fast, at det ikke er en falsk video, men at det, man ser på videoen, er årsagen til eksplosionen i pizzeriaet. 

Eksplosionen og det at videoen florerede på sociale medier skabte utryghed omkring Kildebakke Station.

Københavns Vestegns Politi har en svensker i søgelyset for at have kastet en håndgranat ind i pizzaria.
Københavns Vestegns Politi har en svensker i søgelyset for at have kastet en håndgranat ind i pizzaria. Foto: Amanda Liisberg Helding

Mulig del af konflikt

Ifølge Sjællandske Nyheders research er eksplosionen i Søborg en hændelse, som er sket som en del af en konflikt mellem kriminelle grupperinger i Storkøbenhavn. Hændelsen skulle hænge sammen med en påkørsel i Bellahøj den 12. april i år, hvor to biler efter sigende skulle have påkørt en tredje bil, hvorefter fire personer steg ud og løb efter en mand, som de stak med kniv. Det fremgår af sigtelsen i et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.

Dagen efter påkørslen blev flere personer anholdt i blandt andet Glostrup Shoppingcenter, hvilket vakte opsigt, da i hvert fald en af dem blev ført væk i DNA-dragt.

Ekstra Bladet er også kommet frem til at påkørslen og eksplosionen på pizzeriaet hænger sammen. Hændelserne er foregået i forskellige politikredse, og mediet har fået Københavns Politi til at bekræfte, at der har været uoverensstemmelser i de kriminelle miljøer.

- Der har været nogle uoverensstemmelser mellem kriminelle grupperinger på det seneste, og episoden lørdag aften (12. april, red.) indgår i det samlede billede, sagde Knud Hvass, leder af afdelingen for organiseret kriminalitet, Københavns Politi til eb.dk et par dage efter påkørslen i Bellahøj.

Sjællandske Nyheder spurgte i begyndelsen af juni Københavns Vestegns Politi, om de kunne be- eller afkræfte, om hændelserne hænger sammen, men dengang ønskede politikredsen ikke at svare på de konkrete spørgsmål.

- Sagen efterforskes fortsat, og vi arbejder målrettet på en række spor. Af hensyn til den videre efterforskning kan vi på nuværende tidspunkt ikke give yderligere oplysninger, lød det dengang fra politikredsen.

NSK: Børn og unge hyres til lejemord

Det er foreløbigt uvist, om politiet anser den 19-årige sigtede for at være "bestilt" til at udføre angrebet på pizzeriaet, som det er set med en del andre svenske teenagere det seneste års tid i en række sager om alvorlige forbrydelser i Danmark.

Hvis det er tilfældet og politiets mistanke mod ham i øvrigt viser sig at holde vand, kan teenageren skrive sig ind i rækken af børn og helt unge svenskere, der bliver hyret af kriminelle grupperinger til at udføre blandt andet drab, drabsforsøg og brandstiftelse i Danmark. Med andre ord udfører de bandernes beskidte arbejde. 

Fænomenet, der for alvor kom til Danmark i 2024, kaldes med et engelsk udtryk "violence as a service" (VAAS) - altså vold på bestilling. Så sent som i sidste uge gik politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ud med en bekymring for, at børn og unge bliver hyret til at begå lejemord. Dansk politi samarbejder med politiet i en række andre lande, heriblandt Sverige, om at bekæmpe problemet.

I den forbindelse oplyste NSK, at man siden 1. maj har anholdt eller pågrebet i alt syv personer i alderen 14 år til 26 år, heraf fire svenske statsborgere. Tre af de syv er mistænkt for at facilitere drabsforsøgene ved at skaffe våben, ammunition og lejlighed til brug for attentatmændene.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...