Træd ind på et pigeværelse, og dit blik vil højst sandsynligt møde en masse pensler, børster, krukker, tuber og et stort spejl med lys i. Dansk pigeliv anno 2025 er blevet et semi-professionelt makeup-studio, hvor ansigtet hver morgen bliver penslet mere voksent. Det angribelige ved den udvikling er det store ryk i alder, der er sket. Og forældre, der ikke sætter tydelige grænser.
- Denne leder er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
Når piger ned til ni år ønsker sig voksne makeup-produkter, er det ikke blot en uskyldig klæd-ud leg, selvom det på overfladen kan se sådan ud. Det er et resultat af skønhedsindustriens kyniske og kollektive sejr over børnene.
Børne-influencere har fået tilsendt utallige produkter, testet dem af på det sociale medie TikTok foran alle de børn, der udgør et nysgerrigt publikum, og pludselig hører vi børn tale om at ”blende” foundation og blush helt perfekt.
Men nej, børn skal ikke have en makeup-rutine.
Børns bløde hud er indlysende heller ikke parat til de produkter, der er lavet til voksne. Værre endnu er det bizarre ideal, generationer af danske piger lige nu vokser op med. Idealet om, at barndommen er noget, der hurtigst muligt skal overstås. At skønhed er noget, du helst skal begynde at forme fra en så tidlig alder som muligt. Under alt det løber en virkelig trist besked om, at du absolut ikke er god nok, som du er.
En undersøgelse fra Epinion for UltraNyt har tidligere på året vist, at flere end hver tredje mellem 9 og 14 år ejer fem eller flere hudplejeprodukter. Til Politiken har 13-årige Ida Borgstrøm fortalt om, hvordan hun i en periode stod op klokken 4 for at have tid nok til at lægge den perfekte makeup. I dag lægger hun også makeup, når hun er syg, så hun føler sig mere frisk. Det er forstemmende konstateringer fra en ung pige.
Forældre må hanke op sig selv og begynde at opføre sig som langt mere kritiske forbrugere i forhold til deres børn. I sidste ende er de det eneste værn mod det pres, børnene indirekte oplever på sociale medier fra både influencere og virksomheder.
Se de TikTok videoer, som pigerne ser. Forstå deres fascination, tag en snak og stil derefter krav om, at pigeværelset fra niårsalderen ikke ligner en lokal underafdeling af Matas eller Normal.