Efter mange måneders debat: Nu kommer køerne på græs på Baunesletten

Efter megen debat om Baunesletten, flytter Dexter-kvæg ind for at øge biodiversiteten.

Her ses de to køer, der nu skal bo på Baunesletten.

Her ses de to køer, der nu skal bo på Baunesletten.

Foto: Furesø Kommune

Bor man i Furesø Kommune, skal man næsten have levet under en sten for ikke at have hørt eller læst om Baunesletten og debatten om, hvorvidt det grønne areal skulle indhegnes og huse store græssere, eller ej. Nu er projektet nået så langt, at de to - for mange - mest upopulære væsener i kommunen flytter ind. 

Den Korte Version
  • Efter lang tids debat flytter Dexter-kvæg ind på Baunesletten for at øge biodiversiteten.
  • Furesø Kommune oplyser, at arrangementet finder sted den 27. juni.
  • Borgmester Ole Bondo Christensen byder velkommen ved arrangementet, hvor køerne sættes ud.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det oplyser Furesø Kommune. 

Det sker ved et arrangement den 27. juni, hvor alle kan komme og se giraffen - eller de to Dexter-kvæg, som det retteligt er. 

Formålet med at lukke de to græssere ud Baunesletten, hvor de i øvrigt skal gå hele året, er at øge biodiversiteten i området. Og det er ikke sket helt uden modstand. Foreningen 'Bevar Baunesletten' har protesteret mod indhegningen, og det samme har Konservative og Venstre. Og projektet er da også blevet markant mindre, end det var tiltænkt. 

Læs også

Borgmester byder velkommen

I marts nåede sagen det foreløbigt mest overbevisende punktum, da et flertal i Natur og Klimaudvalget vedtog en plejeplan for naturområdet i Værløse, der i store træk ligner den indhegning, som S foreslog i februar, og som vi beskrev i Sjællandske Nyheder. Sagen blev efterfølgende begæret i byrådet, hvor beslutningen fra udvalget stod ved magt efter en afstemning, på trods af at mange var mødt op for at vise deres modstand.

Plejeplanen indebærer, at dele af den centrale del af Baunesletten friholdes for hegning og afgræsning. Naturplejen vil her i stedet finde sted i form af afbrænding og høslæt. I området ind mod Ryet Skov og i den østlige del af Baunesletten vil køerne bo og græsse hele året, netop for at sikre en større biodiversitet. Og det er altså her de to kvæg, der snart flytter ind, kommer ind i billedet. 

Velkomsten sker klokken 11 til 12, hvor borgmester Ole Bondo Christensen (S) byder velkommen, og køerne sættes ud. Alle er velkomne, ligesom en række lokale børnehaver og skoleklasser formentlig skal overvære, at den røde snor til folden på Baunesletten klippes. 

Arrangementet finder sted ved P-pladsen på Baunesletten.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...