Mens nyhederne om valgforbund til det kommende kommunalvalg er tikket ind, har to partier i Halsnæs indtil videre stået på sidelinjen. Men ikke længere.
Mandag nu offentliggør Moderaterne og Venstre i Halsnæs Kommune, at de har indgået valgforbund til kommunalvalget i 2025. Dermed er alle de partier, som forventes at stille op til valget, i et valgforbund.
- Moderaterne og Venstre i Halsnæs har indgået et valgforbund til kommunalvalget i 2025.
- Formålet med valgforbundet er at sikre maksimal politisk indflydelse i Byrådet.
- Der er nu fire valgforbund i Halsnæs, og alle partier er en del af et valgforbund.
- Moderaterne og Venstre har forskellige politiske programmer, men deler ønsket om et samarbejdende byråd.
- Valgforbund kan give partierne fordel af hinandens stemmer ved mandatfordeling.
Valgforbundet har til formål at sikre, at flest mulige stemmer bliver omsat til reel politisk indflydelse i Byrådet efter valget.
- Jeg glæder mig over valgforbundet med Moderaterne. For os i Venstre er det vigtigt, at flest mulige stemmer ikke går til spilde, og at den borgerlige del af Byrådet i Halsnæs får større indflydelse, siger Venstres borgmesterkandidat Michael Thomsen i en pressemeddelelse fra partierne.
Valgforbund i Halsnæs
Med mandagens nyhed er der i alt fire valgforbund i Halsnæs frem mod kommunalvalget. Det betyder også, at alle de partier, der forventes at stille op, nu er i et valgforbund.
- Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Konservative
- Radikale Venstre og Alternativet
- SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet
- Moderaterne og Venstre
Forskelle og ligheder
Moderaterne og Venstre er på landsplan begge i regering, men lokalt i Halsnæs står de vidt forskellige steder. Venstre er med sine fire mandater det næststørste i byrådet, mens Moderaterne kæmper for at få en eller flere af de eftertragtede 21 pladser.
Partierne deler efter eget udsagn et stærkt ønske om et ordentligt og ansvarligt samarbejdende byråd samt et øget fokus på blandt andet forebyggelse/tidlig indsats, grøn omstilling og ansvarlig økonomisk politik.
De erkender dog også, at de står forskellige steder politisk og går til valg på hver sit politiske valgprogram.
- Vi er i Moderaterne glade for forbundet med Venstre, hvor vi, som i regeringssamarbejdet, har forskelligheder, men frem for alt kan se os i et samarbejde om det bedst mulige for Halsnæs, hvilket i sidste ende er, hvad kommunalpolitik bør handle om, siger Lars Stegman, spidskandidat for Moderaterne.
Valgforbundet har teknisk karakter og partierne har ikke forpligtet sig på at indgå politiske aftaler. Andre partier kan tilslutte sig valgforbundet, hvis der opnås enighed om det.
Betyder meget
Aftalen kan vise sig at blive vigtig for partierne.
Det skyldes, at partier i valgforbund kan få glæde af hinandens stemmer, når mandaterne skal fordeles.
- Det kan faktisk aldrig betale sig at stå udenfor, for rent stemmemæssigt kan det give bonus - særligt hvis du kan lokke mindre partier til at være med i valgforbund. Det er ren matematik, sagde Kasper Møller Hansen, valgforsker og professor ved Københavns Universitet, tidligere på året til Sjællandske Nyheder.
Her gjorde han det også klart, at valgforbund i starten tænkt som en måde for de små partier til at opnå en form for repræsentation.
Den idé er i dag væk, for alle partierne har fået øjnene op for, at det kan betale sig.
- Valgforbund lever et lidt for stille liv, og det er ikke noget, som vælgerne er særligt opmærksomme på, når man tager i betragtning, at det kan flytte stemmer rundt mellem partierne, lød det tidligere på året fra valgforskeren.