Som traditionen foreskriver, blev midsommeren markeret med bål og ord, da borgere samledes til Sankt Hans på engen bagved Skovengen i Kokkedal.
Her holdt byrådsmedlem Louise Mehnke (S) båltale, som kan læses her:
"Kære alle sammen – fra Skovengen, Byengen, Nordengen og Blåbærhaven,
Hvor er det dejligt at stå her med jer. Sankt Hans er en aften, hvor vi samles – på tværs af stier, opgange og generationer – og hvor vi mærker, hvor stærkt det nære fællesskab egentlig er.
Vi lever i en tid, hvor der er krig og ufred i verden. Derfor har vi endnu mere brug for hinanden herhjemme. For tryghed. For det gode naboskab. For at nogen lige spørger: “Hvordan går det?”
Faktisk er godt naboskab også prepping - det er også at være forberedt – ikke bare med dåsemad, batterier og vanddunke, men med omsorg. At vi ser dem, der ikke råber højt. At vi husker hinanden – de ældre, dem der er alene, dem der måske har svært ved at følge med.
Og her i Engene, Skovengen og de andre områder – der har vi heldigvis noget helt særligt. Ikke mindst takket være Børnebestyrelsen, som gør et fantastisk stykke arbejde. I viser, at demokrati og fællesskab starter i barnehøjde. Tak for det. Og tak til René, som står sammen med børnene.
Igen i år kan en af afdelingerne her i smørhullet fejre 50 års jubilæum. Tak for alt det I gør for Kokkedal, alle jer frivillige. Jer der sørger for mandagshyggecafe, spis sammen arrangementer, OG jer der sørger for at et beboernøde hurtigt bliver stablet på benene, når der sker noget voldsomt. I gør det trygt at bo her. Tillykke med jubilæet.
I Kokkedal har vi følt os overset mange gange. Men jeg må sige, at vi er kommet langt de sidste ti år. Fordi vi bliver ved med at engagere os. Det kan være som frivillig eller som politiker. Det hele skaber forandring for OS. For nogle måneder siden havde vi endda ministerbesøg, da Magnus Heunicke kom for at se alt det smukke her på engen. Klimatilpasningsprojektet. Og for at høre om hvordan den almene boligsektor gør en kæmpe indsats for grøn omstilling. Marianne lagde hus til en god snak med ministeren. Og jeg skal hilse jer allesammen fra Magnus. Han var helt vild med vores område.
Som Shu-bi-dua så fint synger:
"Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans! Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde"
Må vi aldrig blive kolde i hjertet. Må vi altid finde styrken i det nære. Og må vi fortsat være hinandens beredskab – med varme, nærvær og handlekraft.
Rigtig glædelig Sankt Hans – og pas godt på hinanden."