Sælger alle aktier efter at have kritiseret fusionsplaner

SJF Bank mener blandt andet, at fusionsprocessen har været omgærdet af lukkethed.

SJF Bank, tidligere Sparekassen Sjælland-Fyn, sælger samtlige ejerandele i Nordfyns Bank, efter at SJF Bank offentligt har kritiseret fusionsplaner. Salget øger kapitalgrundlaget i SJF Bank med 200 mio. kr. 

- Vi betragter salget som særdeles tilfredsstillende - både økonomisk og strategisk. Vi har i hele forløbet ageret ordentligt og transparent. Med denne transaktion frigør vi betydelig kapital til gavn for banken og vores aktionærer, udtaler Lars Petersson, adm. direktør i SJF Bank, i en pressemeddelelse.

Vil du sikre dig overblik i en travl hverdag?
Med nyhedsbrevet fra erhvervsredaktionen får du de vigtigste historier direkte i indbakken. Tilmeld dig lige her.

Et forløb præget af manglende dialog og lav pris

Aktieposten i Nordfyns Bank har været genstand for stor medieomtale siden begyndelsen af maj, særligt i lyset af fusionsplanerne mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank. SJF Bank har undervejs udtrykt kritik af både processen og prisen i den foreslåede fusion.

- Det tilbud, som Nordfyns Banks aktionærer blev præsenteret for, var efter vores vurdering for lavt - ja, tarveligt lavt. Og når man samtidig afviser at dele centrale dokumenter og analyser og afviser dialog, så underminerer man både gennemsigtighed og ejernes mulighed for at tage stilling,  siger Lars Petersson videre i pressemeddelelsen. 

SJF Banks adm. direktør forklarer, at fredag den 2. maj 2025 modtog SJF Bank fortroligt materiale fra Nordfyns Bank med information om en forestående fusion med Fynske Bank. Det eneste konkrete indhold var et foreslået bytteforhold på 2,7, samt en anmodning om at SJF Bank skulle underskrive en uigenkaldelig erklæring om støtte til fusionen. SJF Bank bad herefter om supplerende materiale for at kunne vurdere fusionen - herunder fusionsvedtægter og økonomiske baggrundsoplysninger - men fik afslag. Forsøg på at indhente vurderinger fra en storaktionær i Fynske Bank blev ligeledes afvist - gentagende gange af Fynske Bank, skriver SJF i pressemeddelelsen.

På dette utilstrækkelige grundlag og med udsigt til, hvad SJF Bank vurderede som en uforståelig lav afregningspris for aktionærerne i Nordfyns Bank, fandtes det ikke muligt at tage stilling til - eller støtte - fusionen, fortsætter banken.

Afvisning på generalforsamlingen i 2024

SJF Bank har siden erhvervelsen af aktieposten i Nordfyns Bank i 2021 åbent tilkendegivet interesse for en mulig fusion mellem de to pengeinstitutter. Men alle tilnærmelser er blevet afvist af Nordfyns Banks ledelse, der har ønsket at bevare sin selvstændighed.

På Nordfyns Banks ordinære generalforsamling den 20. marts 2024 blev der fremsat et aktionærforslag om at indlede fusionsdrøftelser med SJF Bank. Forslaget blev ikke bakket op af Nordfyns Banks bestyrelse, og formanden afviste det klart fra talerstolen med henvisning til ønsket om at bevare bankens selvstændighed.

- Vi har altid respekteret Nordfyns Banks ønske om selvstændighed, og vi havde intet med forslaget at gøre. Vi stemte endda ikke selv på forslaget - netop af respekt for bankens ledelse og den demokratiske proces, forklarer Lars Petersson i pressemeddelelsen.

Læs også

Alligevel bemærkede SJF Bank, at hele 18 pct. af de afgivne stemmer - svarende til en betydelig minoritet - støttede forslaget, hvilket blev opfattet som et signal om, at en del af ejerkredsen så positivt på en mulig sammenlægning, skriver banken.

SJF Bank ønsker Sparekassen Middelfart held og lykke med deres investering og ser frem til et fortsat godt kollegialt forhold - på trods af konkurrence på markedspladsen, afslutter banken i pressemeddelelsen.

Sjællandske Nyheder arbejder på en kommentar fra Nordfyns Bank og SJF Bank.

Vil du sikre dig overblik i en travl hverdag?
Med nyhedsbrevet fra erhvervsredaktionen får du de vigtigste historier direkte i indbakken. Tilmeld dig lige her.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...