Giftigt stof gør nedrivning af bro dyrere

Nedrivningen af den nuværende Storstrømsbro kan ende med at blive op mod 20 millioner kroner dyrere end først forventet.

Ekstraregningen kommer, efter et overraskende fund af de giftige stoffer klorparaffiner i broens stålkonstruktion, skriver DR Sjælland.

Klorparaffinerne er fundet i den rustbeskyttelse, der er brugt til at beskytte broens stålelementer. Der er tale om et hormonforstyrrende og miljøskadeligt stof.

Hos Vejdirektoratet var man godt klar over, at der kunne dukke skadelige stoffer som asbest og bly op i den gamle bro, men man anede ikke, at der også lå klorparaffiner gemt i konstruktionen, bekræfter projektchef Niels Gottlieb overfor SN.dk.

– Det er omkring 80 procent af stålkonstruktionen, der er fundet de her stoffer i. Broen er blevet overfladebehandlet af flere omgange, og på et tidspunkt har man brugt en maling med de her stoffer i, forklarer projektchefen.

Man forventer, at der skal bruges 10-20 millioner kroner på at få renset stålet. I praksis skal stålet fra broen skæres af i fragmenter og derefter renses i særlige telte eller bygninger, hvor det sandblæses af folk, der er beskyttet af heldragter og åndedrætsværn.

- Vi var godt klar over, at vi ville finde noget, men som det er lige nu, så er der ikke nogen firmaer i Danmark, der kan behandle det her, så vi skal sende det til udlandet. Men der er jo stadig nogen år til nedrivningen, så det kan være, at der er fundet en anden løsning inden da, lyder det håbefuldt fra projektchefen.

Nedrivningen af den gamle Stormstrømsbro vil finde sted, når den nye bro står færdigt. Efter den seneste forsinkelse af brobyggeriet, så er vurderingen nu, at det vil kunne ske i 2027.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...