11.200 børn kommer til festival - her er hvad de skal opleve

Første uge af sommerferien valfarter børn fra hele landet til Vordingborg.  

Festival plejer at imponere, når det gælder musikprogrammet. I år er ingen undtagelse.

Festival plejer at imponere, når det gælder musikprogrammet. I år er ingen undtagelse.

Foto: Vilde Vulkaner

Hun er blevet kaldt årets popkomet, en dansk popsensation, skabte kaos ved Fredagsrock og skal om en uge åbne Orange Scene på Roskilde Festival. Det sidste har dog krævet lidt velvilje fra Danmarks største børnefestival i Vordingborg.

Her havde den drevne festivalleder Frank Villumsen for længst spottet, at noget var i gærde, og sikret sig Annika på åbningsaftenen foran 11.200 fans. Men da han hørte, hvilket tilbud den unge sangerinde havde fået, blev han blød om hjertet.

- Vi havde lavet kontrakten med Annika, før det eksploderede, og før det med Roskilde Festival. De ringede og spurgte, om vi kunne flytte koncerten. Så vi har en lille aktie i, at hun kan åbne Roskilde Festival, smiler Frank Villumsen.

De lokale vender tilbage

Han har siden 2006 stået i spidsen for Vilde Vulkaner, der i år vender tilbage til sine rødder. De senere år har festivalen oplevet flere unge og færre yngre gæster. Derfor er aldersloftet i år sat ned, så det ikke længere hedder "til og med 14 år" men nu "til og med 6. klasse". Dermed vil de fleste deltagere være højest 13 år.

- Vi har et ønske om at forblive en børnefestival og ikke være en ungdomsfestival. Det betyder, at der kommer omkring 400 færre gæster i år, men det er et mindre fald, end vi havde forventet, siger Frank Villumsen.

De 11.200 gæster er fordelt på 213 institutioner fra hele landet. Og efter års fravær vender de lokale institutioner tilbage. Alle kommunens folkeskoledistrikter er repræsenteret på deltagerlisten - undtagen Møn Skole.

- Der er flere lokale institutioner med, end der har været i mange år. Det er første gang i min tid, at vi oplever så stor lokal tilslutning, siger Frank Villumsen.

Flere koncerter

Han glæder sig til at kunne præsentere blandt andre Ankerstjerne, Gobs, Blæst og Malte Ebert på den store scene. Programmet skal være en god blanding af populære kendinge og fornyelse.

Han er spændt på, om festivalpladsen koger over, når Annika går på scenen. Men i det hele taget er han godt tilfreds med at have ramt en stribe navne, der - igen - kan skabe en fest for ungerne.

Festivalen starter officielt onsdag 2. juli med tyvstart tirsdag 1. juli, hvor Kryd spiller om aftenen. Som noget nyt er der en lille koncert onsdag over middag, hvor Wafande skal sikre, at publikum er godt varmet op, når borgmester Mikael Smed går på scenen for at holde sin åbningstale klokken 14.

Tivoliets kørende forlystelser bliver i år flyttet til legeområdet, så flere får øje på de øvrige aktiviteter i stedet for kun at stå i kø. I det nye kombinerede tivoli- og legeområde bliver der også en scene - her spiller det lokale gymnasieband Klubhuset onsdag og torsdag, og derudover vil der være DJ.

Vilde Vulkaner slutter fredag 4. juli klokken 12, og 1500 frivillige er før, under og efter festivalen i sving. Af dem er 150 interne fra festivalens styregrupper. Her har interessen i år været så stor, at man har måttet lukke for tilgang, siger Frank Villumsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...