Det omfattende renoveringsprojekt har trukket ud og kostet intet mindre end et trecifret millionbeløb. Men nu er der gode nyheder.
Beboerne i Taarbæk har måttet væbne sig med tålmodighed, mens de har ventet på en mulig åbningsdato for Taarbæk Kro. Og det ser ud som om, at den snart er på vej.
Charlotte Mærsk Mc-Kinney, barnebarn af Mærsk Mc-Kinney Møller, ejer og står bag renoveringen af den mere end 300 år gamle kro.
I et opslag på Facebook i sidste skriver Taarbæk Kro: 'Vi ser nu frem til at åbne Taarbæk Kros krostue på den anden side af sommeren'.
Her skriver kroen også, at de netop har afholdt deres første selskab på kroen.
Skulle være åbnet sidste år
Det er fortsat kun dele af kroen, der er åben for besøgende på nuværende tidspunkt, selvom det var planen at åbne for resten af kroen i 2024.
Indtil videre kan man besøge Taarbæk Kros cafe, Sommer Canteen, der både fungerer som cafe, bageri og deli. Her serverer de blandt andet kaffe og hjemmebagt brød.
Det er kok Jesper Gøtz, der forpagter Sommer Canteen. Han har tidligere været hos Noma og i træning hos Meyers kokkeskole i Bolivia.
Selvom man må vente lidt endnu på den store kroåbning, så understreger Charlotte Mærks Mc-Kinney, at der er lagt mange kræfter i renoveringen. Det gør i et opslag på facebook, hvor hun også ønsker en god tone, når folk skriver om Taarbæk Kro.
- Kære Taarbækkere. Hvor er det dejligt, at I viser interesse for Taarbæk Kro. Jeg har gjort mig umage for at skabe en skønt sted med høj kvalitet og langvarig holdbarhed. Jeg kan se at I og andre nyder, de dele der er åben af kroen, og det varmer mit hjerte. Jeg håber, at hvis I ønsker at skrive om kroen og dens fremtid, at jeres næste overskrifter, billeder og kommentarer om stedet vil tage udgangspunkt i, at jeg har arbejdet og arbejder hårdt for at skabe et smukt og levende sted i Taarbæk, skriver hun.
Den præcise åbningsdato er endnu ikke meldt ud af Taarbæk Kro.