Børn spiste cannabis-vingummier, som de fandt på vejen - nu advarer politiet

Seks børn måtte på skadestuen efter at have spist eller smagt på cannabis-slik.

Det endte meget dramatisk, da en gruppe børn onsdag aften fandt en pose med det, de troede var slik. 

I posen lå noget, der lignede vingummibamser, og det syntes børnene var så interessant, at de alle enten spiste eller slikkede på vingummibamserne. Men det viste sig, at bamserne var fyldt med noget helt andet end sukker.

'Slikket' indeholdt nemlig THC - et stof fra hampplanter, som påvirker psyken.

Det oplyser Nordsjællands Politi til Sjællandske Nyheder.

Det var en gruppe på seks børn i alderen seks til 12 år, der befandt sig på vejen Teglskoven i Blovstrød. 

Her fandt de en taske af mærket Northface efterladt ved en container. I tasken lå posen med vingummibamserne, fortæller politiet.

Politiet blev kaldt til stedet omkring klokken 19.20, og også en ambulance og en læge blev tilkaldt.

Lægen vurderede, at samtlige af børnene havde enten indtaget eller slikket på cannabisvingummierne og skulle køres til kontrol på skadestuen.

Sagen efterforskes nu af politiet, som beder forældre tage en snak med deres børn om, at de ikke skal spise ting, de finder.

Formet som gule stjerner

I en Facebookgruppe har en kvinde også lavet et opslag om hændelsen. Her beskriver hun, hvordan både poserne og indholdet lignede rigtigt slik, helt ned til formen og farven. 

- Indholdet var formet som gule stjerner, der mindede om citronslik, skriver kvinden.

Hun beder også forældre og voksne i området være ekstra opmærksomme og tale med børnene om, at de ikke må spise noget, de finder:

- Heller ikke hvis det bare ligner slik og er lukket “slikposer”, skriver hun.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...