Åbning af ny legeplads og have

Borgerne i Ny Tolstrup har indviet deres nye aktivitetsplads.

Borgerne i Ny Tolstrup har indviet deres nye aktivitetsplads.

Foto: Presse

Så har der været fest i Ny Tolstrup. For kort tid siden blev byens nye legeplads, træningsplads og fælleshave nemlig indviet. Det blev fejret med taler, sange, aktiviteter og god mad.

Åbningen er kulminationen af mere end tre års arbejde med fondsansøgninger til et projekt med en værdi på over 2,2 millioner. 

Den nye plads omfatter en fælleshave med bålplads, blomster, bærbuske, og frugttræer, og bænke. For dem, der gerne vil være mere aktive, er der en træningsplads, en motorikbane og en legeplads. En grussti rundt på hele området gør det muligt at gå en tur, selvom man ikke er så godt gående, eller som opvarmning til træning. Der er bænke rundt på arealet, hvor man kan tage et hvil. Legepladsen består af rutsjebane, svævebane, redegynge, karusselgynge og en såkaldt snurretop.

En del af den nye plads er en legeplads for børn i alle aldre.
En del af den nye plads er en legeplads for børn i alle aldre. Foto: Presse

Ida Dyhr fra udvalget for Kultur, Fritid og Turisme i Lejre Kommune holdt tale ved indvigelsen og hun sagde blandt andet:

- I dag indvier vi ikke bare en aktivitetsplads. Ikke bare en fælleshave. Vi indvier et sted, hvor fællesskab kan gro, hvor man kan mødes, lege, drikke kaffe, svede lidt i motionsredskaberne – og snakke sammen. Et sted, hvor man kan være en del af noget, der er større end én selv.

Pladsen er blevet støttet af Lejre Kommunes Landsbypulje, Sallingfondene gennem Føtex Ringsted, LAG Fjordlandet, By-, Land og Kirkeministeriets Landdistriktspulje, Friluftsrådet, Lokale og Anlægsfonden, More Play Puljen, DIF og DGIs Foreningspulje.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...