En makaber sag ryster Dyregården Søholt, som er en populær besøgsgård for børn og familier i Brøndby. Omkring den 21. maj forsvandt flere dyr sporløst, men for nylig blev de fundet igen. Men denne gang var de livløse.
For ukendte gerningsmænd har efterladt de døde dyr på samme adresse, som de i første omgang blev stjålet fra i sidste måned. Fundet af de døde dyr har betydet, at det kommunale tilbud har måttet lukke for besøgende i en kortere periode, men er nu åben igen.
Ifølge Sjællandske Nyheders oplysninger er der tale om adskillige marsvin og et par kaniner. Ifølge Sjællandske Nyheders oplysninger blev der allerede på dagen for tyveriet observeret både blod og spor af pels fra dyrene på gerningsstedet.
De oplysninger ønsker Brøndby Kommune imidlertid ikke at kommentere på nuværende tidspunkt.
- Det er alvorlige sager, og episoderne er anmeldt til politiet med det samme. Lige nu ønsker vi dog ikke at gå i detaljer om hændelserne af hensyn til både personalet, de resterende dyr på gården og den efterforskning, som politiet er i gang med, siger Morten Grubbe, der er chef for kultur- og fritidsområdet i kommunen.
Sjællandske Nyheder har kontaktet Københavns Vestegns Politi med en række spørgsmål til hændelserne på Dyregården Søholt, men også her er det sparsomt med information om sagen. I et skriftligt svar oplyser politiet, at sagen er i gang med at blive efterforsket.
- På nuværende tidspunkt har vi ikke mulighed for at give yderligere detaljer, lyder det i svaret fra Københavns Vestegns Politi.