I Maribo på Lolland er Vita Kragh Nielsen specialist i at bringe virksomhedsledere sammen. Det har hun gjort siden 1998 i sit firma ErhvervsService International. Hun organiserer i alt fire netværksgrupper på Lolland-Falster og Sydsjælland. Her mødes 55 ambitiøse ledere og virksomhedsejere fra store og mellemstore private og offentlige virksomheder for at sparre og for at udvide deres professionelle omgangskreds.
-I netværket deler lederne deres viden og inspirerer hinanden til at få ny energi, siger Vita Kragh Nielsen.
Den seneste netværksgruppe, hun har skabt, er med virksomhedsledere fra Vordingborg-området. Én af dem er Peter Rasmussen, general manager hos Cabelcon i Ørslev, der blandt andet producerer konnektorer til tv- og bredbåndsforbindelser.
-Netværket er med til at udvide min horisont. Man kan få noget at vide fra nogle, som man ellers ikke ville have talt med, siger Peter Rasmussen, der også er formand for Vordingborg Erhverv.
Han peger også på sin egen virksomheds ve og vel:
-Det handler om at brande og synliggøre egen virksomhed. Samtidig får jeg et indblik i, hvad der sker omkring os, og hvad der kan påvirke vores dagligdag, lyder det fra Peter Rasmussen.
Ring til en ven
En anden af deltagerne i ledernetværket er Klaus Jørgensen, divisionschef for det rådgivende ingeniørfirma Moe’s afdeling i Vordingborg. Det er nu ikke fordi, Klaus Jørgensen mangler nogen at dele arbejdstanker med. Han er i forvejen medlem af Rotary i Næstved, og han sparrer med de andre divisionschefer i Moe, som sidder rundtomkring i landet. Men for ham er den sydsjællandske geografi afgørende.
-Det er vigtigt at have et netværk i ens eget geografiske område, siger Klaus Jørgensen og fortsætter:
-Jeg lærer området og de lokale virksomheder at kende, og jeg får en fornemmelse af, hvad der sker i andre lokale virksomheder.
Klaus Jørgensen peger også på fordelen ved at have et godt netværk, når det gælder rekrutteringen af nye medarbejdere.
- Der følger ofte en ægtefælle med, som også skal have job. Så er det godt, at man lige kan sige: Hey, prøv at ringe til den eller den, for ham eller hende kender jeg, siger Klaus Jørgensen.
Han kalder det for ”ring til en ven-modellen”.
-I det hele taget er det rart at kunne ringe til én af sine tætte kontakter i ledernetværket, hvis man hører rygter, eller hvis der politisk er noget under opsejling.
Møder på tværs
Vil man gerne indenfor i varmen i Lolland-Falster og Sydsjællands Ledernetværk, skal man accepteres af de eksisterende medlemmer. Der er op til 18 deltagere i hver af de fire ledernetværk. Møderne er fortrolige, og de holdes på skift hos de enkelte virksomheder. Af konkurrencehensyn sidder der ingen fra samme branche i samme gruppe.
Som noget nyt arrangeres der minimum to fællesmøder til foråret og to til efteråret mellem de fire netværksgrupper på Lolland-Falster og Sydsjælland. Møderne stabler Vita Kragh Nielsen på benene i samarbejde med Charlotte Lund Andreasen, der er jobcenterleder i Lolland Kommune. Hun er forholdsvis ny i ledernetværket, men har solid ledelseserfaring i bagagen.
-Det giver noget dynamik, når man samler grupperne på tværs. Det kan være inspirerende og med til at styrke sparringen, at folk kommer med forskellige erfaringer og baggrunde, siger Charlotte Lund Andreasen, der har en diplomuddannelse i ledelse, og som er i gang med en master i organisationspsykologi.
Sammen med Vita Kragh Nielsen mener hun, at ledernetværket i sidste ende gavner Lolland-Falster og Sydsjælland.
-Vi løfter hinanden og landsdelen ved at udvikle dygtige ledere, der skaber levende og udviklende arbejdspladser, og som brander området for god lederstil, lyder det samstemmende.

