Undervisning flyttet på grund af asbest

Der bliver ved med at blive fundet asbest på Gladsaxes skoler. Et asbestfund i skjulte loftsplader på Grønnemose Skole, i forbindelse med en miljørengøring, førte sidste år til en asbestkortlægning på syv af Gladsaxe Kommunes skoler. Ifølge analysen blev der fundet asbestfibre på alle skolerne.

Og nu er der også fundet asbest på Vadgård Skole.

- Kortlægningen på Vadgård skole er afsluttet og har vist, at der er stumper af asbestplader i listelofterne i 22 af skolens undervisningslokaler, fem kontorer og et toilet. Stumperne viser ingen tegn på at have drysset. Der er taget støvprøver i de berørte undervisningslokaler, kontorer og toilet. Der er ikke fundet asbest i nogen af prøverne. Der er dog fundet frie asbestfibre i et lokale i blok 8 - lys og lydrum ved teatersal, som straks er afspærret, skriver skolechef Michael Mariendal i et brev til forældre, medarbejdere og brugere af Vadgård Skole.

Al undervisning, der skulle have foregået i de 22 lokaler, er blevet flyttet til andre lokaler, og der vil blive fortaget en sundhedsfaglig vurdering af omfanget af eksponeringen snarest muligt. Men umiddelbart vurderes det, at der ikke er tale om en kritisk eksponering, og Dansk Miljø Analyse, der har lavet kortlægningen, vurderer at personer der har opholdt sig i lokalerne, ikke har været berørt af asbesten, da der ikke er fundet frie fibre, tilføjer Mariendal i brevet.

Klamme toiletter

Men asbest er ikke nødvendigvis det eneste der skal fikses på skolen.

Andelen af eleverne på Vadgård Skole i 4. til 9. klasse i Undervisningsministeriets trivselsundersøgelse, der er enige eller helt enige i udsagnet ”jeg synes toiletterne på skolen er pæne og rene”, har været støt faldende fra 2014/15 til 2020/21, hvor under 10 procent var enige eller helt enige. 41 procent var helt uenige. For de små elevers vedkommende er andelen der svarer ”ja, for det meste” på spørgsmålet dog stigende – men 40 procent i 2020/21 svarede alligevel nej til spørgsmålet.

Renligheden på skoletoiletter har det dog med at være noget svingende – også på grund af hvordan de bliver behandlet. Og antallet af elever, der svarer at de ”synes godt om undervisningslokalerne” på Vadgård Skole, er mange og stigende - og omkring seks ud af ti af eleverne var i 2020/21 enige.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...