Fond uddeler millionbeløb til syv lokale renoveringsprojekter

Tumlingene lærer om bål ved FDF Dalmoses gamle bålplads, som er en del af de planlagte renoveringer.

Tumlingene lærer om bål ved FDF Dalmoses gamle bålplads, som er en del af de planlagte renoveringer.

Foto: FDF Dalmose

Syv renoveringsprojekter i Slagelse Kommune modtog mandag i alt 3.890.449 kroner fra Nordea-fondens "renoveringspulje". De næsten fire millioner kroner er fordelt på projekter rundt om i hele kommunen, og kommer til at betyde en opfriskning af forskellige forsamlingsarealer.

Den Korte Version
  • Nordea-fonden har uddelt 3.890.449 kroner til syv renoveringsprojekter i Slagelse Kommune.
  • Projekterne omfatter fire forsamlingshuse, en idrætsforening, et udendørs areal og to varmestuer.
  • FDF Dalmose modtog 305.342 kroner til renovering af udendørsarealer, herunder tilgængelighed for kørestolsbrugere.
  • Nordea-fonden modtog 1.276 ansøgninger til renoveringspuljen, der blev opjusteret til 100 millioner kroner.
  • I region Sjælland blev 42 mødesteder tildelt i alt 25,3 millioner kroner fra puljen.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

- Vi havde skaffet nogle penge selv, men det er en opgave, som vi ikke kunne have løftet alene. Så pengene betyder meget, siger Flemming Mahler Hejlsvig, der er FDF-leder og bestyrelsesmedlem i FDF Dalmose, som har modtaget 305.342 kroner fra renoveringspuljen.

Hos FDF Dalmose, der ifølge bestyrelsesmedlemmet har mellem 40 og 60 medlemmer i folkeskolealderen, skal pengene bruges til en større renovering af deres udendørsarealer, heriblandt et bålsted, en trappe, et amfiteater, en overdækning og ikke mindst etableringen af en rampe, så også kørestolsbrugere og gangbesværede får adgang til spejdergruppens aktiviteter og udeområde.

- Området, som skal renoveres, har vi svært ved at bruge i dag, fordi belægningen er ustabil og trappen er usikker. Nu får vi muligheden for at forlænge sæsonen med en nyoverdækning og give endnu flere muligheden for at deltage i vores aktiviteter, siger FDF-lederen.

Nu får vi muligheden for at forlænge sæsonen med en nyoverdækning og give endnu flere muligheden for at deltage i vores aktiviteter.

Flemming Mahler Hejlsvig

Sådan er pengene fordelt i Slagelse Kommune:

  1. Sørbymagle Forsamlingshus: 500.000 kr. 
  2. Havrebjerg Forsamlingshus: 569.875 kr. 
  3. Bøgelunde Forsamlingshus: 620.569 kr. 
  4. Fuglebjerg Idrætsforening: 595.000 kr. 
  5. Omø Sogns Forsamlingshus: 301.175 kr. 
  6. Kirkens Korshærs varmestue Slagelse/Korsør: 998.488 kr. 
  7. FDF Dalmose: 305.342 kr.
Kilde: Nordea-fonden

Flemming Mahler Hejlsvig mener, at beløbet bør kunne dække over alle udgifterne til renoveringsprojektet, men påpeger, at der bliver brug for nogle frivillige hænder til blandt andet at fjerne brombærbuske fra området. 

Et hav af ansøgninger

FDF Dalmoses ansøgning om at få en del af fondspuljen er blot én af i alt 1.276 ansøgninger, som Nordea-fonden har modtaget og behandlet i forbindelse med årets Renoveringspulje for større social og miljømæssig bæredygtighed.

Sådan er de 42 projekter fordelt på Sjælland.
Sådan er de 42 projekter fordelt på Sjælland. Foto: Nordea-fonden

- Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber, siger Henrik Lehmann Andersen, administrerende direktør i Nordea-fonden, i en pressemeddelelse.

Ansøgningerne kommer fra hele landet – fra Bornholm til Nordjylland – og spænder fra forsamlingshuse og spejderhytter til idrætshaller og borgerforeninger.

Fakta om årets Renoveringspulje:

  • Uddelt i alt: 99.943.933 kr.
  • Støttede projekter: 187
  • Oprindelig puljestørrelse: 75 mio. kr.
  • Opjusteret til: 100 mio. kr. pga. stor efterspørgsel
  • Antal ansøgninger: 1.276 (for samlet 731,3 mio. kr.)
  • Puljen gentages: Efteråret 2025
Kilde: Nordea-fonden

I region Sjælland har i alt 42 mødesteder til sammen 25,3 millioner i støtte fra puljen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...