Om seks måneder skal der stemmes om retningen for Glostrup for de næste fire år. Socialdemokratiet og Moderaterne har derfor aftalt at indgå et teknisk valgforbund efter et års politiske drøftelser, hvor de to partier ifølge en pressemeddelelse kan se, at der i hver deres politikker er en fælles retning, der handler om at styrke velfærden. Særligt fremhæver de forsøg med frisættelse af plejehjemmene, folkeskolen og dagtilbuddene. Hensigten er at skabe et bedre arbejdsmiljø og et øget ejerskab blandt medarbejderne.
- Vi tror på, at beslutningerne træffes bedst hos dem, som løser opgaverne til dagligt, til gavn for borgerne, lyder det i pressemeddelelsen.
Partierne vil derudover udvikle kommunens byrum, parker og faciliteter, så de i endnu højere grad anvendes til rekreative formål.
Der søges desuden et bredt samarbejde i kommunalbestyrelsen med borgerne, foreningerne og erhvervslivet.
Moderaterne lægger særlig vægt på samarbejdet og ønsker samtidig at styrke trygheden i hele Glostrup.
De vil sætte tryghed på dagsordenen både i dagtimerne, om aftenen og om natten.
- Vi ønsker at sætte tryghed tydeligt på dagsordenen – ikke kun i dagtimerne, men også om aftenen og natten – som en afgørende forudsætning for et velfungerende og trygt lokalsamfund, udtaler Ulrik Løvstrøm Nielsen, i en pressemeddelelse.
Partierne anerkender, at de ikke er enige om alt. Drøftelserne med Moderaterne har ikke kun vist fælles visioner, men også respekt for forskelle, som er en naturlig del af demokratiet.
- Vi har igennem vores drøftelser med Moderaterne tydeligt kunne mærke en række fælles værdier og visioner for Glostrup. Det betyder ikke, at vi er enige om alt, men sådan skal det naturligvis også være i et demokrati, udtaler borgmester Kasper Damsgaard.