Roskilde Gymnasium har fået en ny vicerektor, Chresten Hegner, der tiltrådte stillingen 1. juni. Chresten Hegner har en bred erfaring fra sit arbejde inden for pædagogisk udvikling, IT, skriftlighed og kvalitetssikring.
- Jeg glæder mig meget til at lære både elever, personale og skolen at kende i den kommende tid. Roskilde Gymnasium er et sted med stærke faglige traditioner og et meget velfungerende fællesskab, som jeg ser frem til at blive en del af. HF-uddannelsen har altid haft en særlig plads hos mig, selvom der nu er sat en slutdato på den, siger vicerektor Chresten Hegner, i en pressemeddelelse.
Sammen med gymnasiets ledelsesteam og medarbejdere skal han nu arbejde med at udvikle en ny strategi for skolen.
Dette indebærer blandt andet diskussioner om skolens brug af kunstig intelligens i undervisningen og det kommende arbejde med reformer inden for ungdomsuddannelserne.
- Gymnasiets vigtige almendannende funktion er under forandring i en tid med kunstig intelligens. Det er vigtigt, at gymnasiet finder en konstruktiv tilgang til kunstig intelligens, så eleverne fortsat kan tilegne sig den nødvendige faglige læring og samtidig opnår kompetencer til at forstå, anvende og forholde sig kritisk til brugen af denne teknologi, konstaterer vicerektor Chresten Hegner.
Inden stillingen som vicerektor var Chresten Hegner ansat på Tårnby Gymnasium og HF siden 2010, hvor han først underviste i historie og samfundsfag. I de sidste seks år fungerede han som uddannelsesleder på samme sted.
- Jeg er nok lidt en klassisk historie- og samfundsnørd – særligt når det gælder nyere politisk historie og samfundsudvikling, fortæller vicerektor Chresten Hegner.