Mange vælger at skaffe sig af med deres gamle brændeovn, og der er da også flere gode grunde til at skrotte den.
Blandt andet forurener gamle brændeovne meget mere end nye brændeovne, ligesom de også bruger mere brænde.
Fra 1. august 2021 blev det derudover et lovkrav, at hvis du køber nyt hus med en brændeovn fra før 2003, skal den senest et år efter være nedlagt eller erstattet med en ny.
Du kan bruge håndværkerfradraget for 2025-2027 til afmontering af en brændeovn.
Hvis du vil af med din brændeovn, enten fordi du vil udskifte den med en mere effektiv og miljøvenlig brændeovn, eller ikke ønsker at have brændeovn mere, får du her gode råd til, hvordan du kan komme af med den på forsvarlig vis.
Sådan fjerner du den
Hvis du selv vil afinstallere din brændeovn og aflevere den til skrot, kan du for at beskytte gulvet placere brændeovnen på en træplade, der er placeret oven på et håndklæde, som du så kan trække hen over gulvet og dermed lettere flytte den tunge ovn.
Sørg for, at gulvet er rent, så du ikke trækker ovnen over fx sand, småsten, glasskår eller andet, der kan ridse gulvet.
En brændeovn kan afleveres på kommunens genbrugsplads, hos en skrothandler eller blive taget retur af en brændeovnsforhandler, hvis du vælger at ombytte den med en ny.
Du må ikke sælge eller give din gamle brændeovn væk, da den ikke lever op til de nuværende krav om partikeludledning.
Her kan du komme af med den
Når du vil af med din brændeovn, kan du gøre følgende:
Genbrugsplads: Afinstaller selv din brændeovn (inkl. evt. udvendigt skorstensrør) og kør den på genbrugspladsen.
Skrothandler: Afinstaller selv din brændeovn og kontakt den lokale skrothandler, hvis der ellers er jern nok i ovnen til, at det er attraktivt for en skrothandler at modtage den og evt. selv komme og hente den.
Flyttefolk: Afinstaller/nedtag selv din brændeovn og kontakt et flyttefirma eller vognmand for afhentning og evt. også hjælp til nedtagning.
Ombyt med en ny brændeovn: Hvis du køber en ny brændeovn, vil forhandleren med stor sandsynlighed tage den gamle med som en del af montageservicen for den nye.
Sådan reparerer du hul
Når du fjerner din brændeovn og skorsten, vil der enten være hul ind til en indvendig skorsten, op gennem loft og tag, hvor brændeovnens eget, udvendige skorstensrør har været monteret, eller igennem en ydervæg.
Var brændeovn tilsluttet en indvendig skorsten skal du mure hullet fra brændeovnsinstallationen til med et par mursten (eller gasbeton) og mørtel, pudse op og evt. male. Som udgangspunkt er det et arbejde, du godt kan gøre selv.
Var brændeovn tilsluttet sin egen lodrette skorsten vil der være et hul op gennem både loft og tag og hele tagkonstruktionen omkring hullet skal reetableres.
Den yderste del med spær, lægter og tagbeklædning skal lukkes forsvarligt i forhold til både statik og tæthed.
Den indvendige del med isolering, dampspærre og loftsbeklædning skal udføres, så der undgås kuldebroer og utætheder.
Medmindre du er en erfaren gør det selv-type, anbefaler vi, at du får koblet professionelle på opgaven.
Ved brændeovn tilsluttet sin egen skorsten, der føres ud vandret igennem boligens ydervæg, vil der være et hul igennem ydervæggen.
Hvis ydervæggen er muret, skal murværket omkring hullet tilpasses, så du kan mure nye hele sten ind. Halve sten eller sten der er skåret i, for at få lavet hullet til skorstensrøret, hugges ud langs fugerne, og der mures nye sten i.
Den nemmeste måde at lukke hullet indvendigt er ved at skære en gasbetonplade (multiplade) til, som efterfølgende limes ind i hullet. Husk at få isolering ind i hullet imellem formuren og bagmuren, inden du limer gasbetonen til.
Er der tale om en trævæg, må du regne med at skulle skifte hele brædder udvendig.