Cirka 20 forældre til fodbolddrenge var fredag formiddag mødt frem i Retten i Roskilde for at overvære retssagen mod en tidligere træner for deres sønner, som han udsatte for blufærdighedskrænkelse.
De havde ventet længe på en afgørelse, for det var i begyndelsen af 2024, at den 46-årige mand optog både billeder og video af et stor antal fodbolddrenge, mens de var i bad og klædte om.
Billederne nåede han at slette, inden han blev anholdt i april 2024, men politiet var i stand til at gendanne dem, og ved gennemgangen af de 637 billeder og 341 videoer, der var på hans telefon, var politiet i stand til at identificere i alt 42 fodbolddrenge, som var i alderen 10 til 14 år.
Sagen har været længe om at gå igennem retssystemet - den var første gang berammet til at blive afviklet før sommerferien 2025, men blev udsat, fordi der umiddelbart inden blev begæret en mentalundersøgelse. Fredag blev retten endelig sat.
Erkendte samtlige forhold
En afslutning fik sagen dog ikke, eftersom dommer Kathrine Plougsgaard besluttede at optage den til dom, som afsiges fredag den 2. oktober.
Forinden havde den 46-årige mand, som er fra Taastrup, erkendt samtlige 27 forhold, han er sigtet for. Han var ansat som assistenttræner i en fodboldklub i Roskilde og fungerede også som mentaltræner for flere af klubbens ungdomshold.
Det var, forklarede han i retten, en rolle, der krævede, at han havde drengenes tillid.
Den tillid misbrugte han til med sin mobiltelefon at tage billeder og video af drengene i omklædningsrummet, fx mens de var under bruseren og skiftede tøj.
Hvorfor gjorde du det? spurgte anklager Mads Okholm.
- Jeg tabte kontrollen med noget af det, der lå inde i mig, som ikke var særlig behageligt, og som jeg har kunnet undertrykke i rigtig mange år, sagde den 46-årige.
Erkender, at han er pædofil
Siden han blev anholdt for snart to et halvt år siden, har han været i behandling, både for alkoholmisbrug og på sexologisk klinik, hvor han har erkendt, at han er pædofil med præference for drenge i 10-12-årsalderen.
- Det har jeg vidst, siden jeg var midt i tyverne. Den behandling, jeg har fået, har fået mig til at indse, at jeg har en udfordring, jeg ikke selv kan håndtere. Jeg har det forfærdeligt med det, og jeg ville ønske, jeg havde været opmærksom på det allerførste gang og havde gjort noget ved det, men det er skamfuldt. Selvfølgelig skulle jeg have rakt ud, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
Men vi taler om forhold, der er begået over to år.
- Det endte med at blive en glidebane. Det fungerede fint de første mange år. Hvorfor jeg startede med at filme, ved jeg ikke, sagde den 46-årige.
Da han til sidst fik mulighed for at tage ordet, benyttede han lejligheden til at sige undskyld.
- Jeg vil gerne give en uforbeholden undskyldning til alle, der har været involveret, uanset niveau. Jeg ved, det har haft nogle store konsekvenser for en masse mennesker, og det er kun min skyld. Der er ikke nogen andre, der har ansvaret. Det påtager jeg mig, sagde han.
Overgreb mod dreng
Et af de 17 forhold havde ingen forbindelse til fodboldklubben. Det drejer sig om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med en dreng. Det fandt sted i 2014 eller 2015, da drengen var ni eller 10 år gammel.
De øvrige 16 havde alle forbindelse til fodboldklubben, hvor han i omklædningsrummene havde taget et meget stort antal videoer, som typisk kun var få sekunder lange.
Ansigterne på drengene blev klippet ud af optagelserne og vist til drengene, forældrene og andre i klubben, og på den måde lykkedes det at identificere 42 af drengene, hvoraf nogle er at finde på en eller to optagelser, andre på op til otte optagelser.
Lotte Hebel var mødt i retten som bistandsadvokat for en lang række af de krænkede drenge, og hun fremlagde et krav om, at hver enkelt dreng skulle tilkendes erstatning, som skulle fastsættes i forhold til antallet af digitale krænkelser, den pågældende var blevet udsat for.
Forsvarsadvokat Thomas Fogt anfægtede imidlertid fremgangsmåden. Han argumenterede for, at det ikke automatisk burde udløse tort, at en dreng optrådte på en optagelse, men at det måtte være afgørende, om han var afklædt eller påklædt.
Over for det argument stod det synspunkt, at krænkelsen lå i selve den situation, at man som mindreårige blev fotograferet i en sårbar situation af en person, man burde kunne have tillid til.
Anklager Mads Okholm plæderede for en ubetinget frihedsstraf i omegnen af halvandet år, mens forsvarer Thomas Fogt mente, den rette straf vil være omkring et halvt års betinget fængsel.
Både straffens længde og erstatningsspørgsmålet kommer der svar på den 2. oktober.