Mogens Mansa Kristensen udtrykker i sit indlæg stor forargelse over, at Inger Støjberg er inviteret til at holde båltale ved Gladsaxe Kirkes sankthans-arrangement. Han kalder Inger Støjberg en af dansk politiks “mørkeste skikkelser”, og mener, at hendes tilstedeværelse er uforenelig med kristne værdier som næstekærlighed, tilgivelse og inklusion.
- Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
Men man må spørge: Hvad er det egentlig for et fællesskab Mogens Mansa Kristensen ønsker sig? Et fællesskab, hvor vi kun lytter til dem, vi enige med? Hvor rummelighed og inklusion kun gælder, hvis man har det “rigtige” menneskesyn? Det lyder mere som ideologisk renhed end kristen næstekærlighed.
Kirken har en lang tradition for at være samlingspunkt for forskellige stemmer, erfaringer og meninger - ikke et filtreret ekkokammer. At udelukke en offentlig valgt politiker fra at holde en båltale, fordi man ikke bryder sig om Inger Støjbergs holdninger, er i bedste fald hyklerisk og i værste fald antidemokratisk. Hvis ikke kirken kan rumme uenighed, hvem kan så?
Inger Støjberg har repræsenteret hundredvis af danskere i Folketinget og i den offentlige debat. At hendes stemme provokerer nogle, er ikke et argument imod at lade hende tale - det er netop et argument for, hvorfor vi skal lytte. Ikke nødvendigvis for at give hende ret, men for at vi ikke mister evnen til at høre hinanden på tværs af forskelle.
Læs også
Kristendommens budskaber om tilgivelse, åbenhed og næstekærlighed gælder ikke kun de “gode” og politiske korrekte. De gælder også dem, vi har sværest ved at rumme. Det er det, der gør dem radikale.
At dømme nogen ude på forhånd - og ovenikøbet i kristendommens navn - er ikke blot paradoksalt. Det er et svigt af det frisind og den demokratiske samtale, vi ellers ynder at prale af.