Som det sidste af byrådets syv partier har Enhedslisten nu meldt ud, hvor de står i den højaktuelle sag om årets Køge Festuge, der er truet af aflysning.
- Enhedslisten har som det sidste parti meldt ud, at de støtter en midlertidig dispensation for Køge Festuge.
- Byrådet står over for en tæt afstemning med et forventet resultat på 14-13 til fordel for festugen.
- Partierne S, SF, RV og EL støtter festugen, mens V, K og Frit Fællesskab er imod.
- Enhedslisten begrunder deres støtte med borgernes kendskab til byrådets ønsker og festugens betydning.
- Afstemningen om festugen finder sted den 24. juni, hvor en midlertidig dispensation skal besluttes.
Nu oplyser partiet i en udsendt pressemeddelelse, at man har "besluttet at godkende processen med igangsættelse af ny lokalplan og midlertidig dispensation, så Køge Festuge 2025 kan gennemføres som planlagt i Lovparken."
Sjællandske Nyheder har spurgt alle byrådets partier om, hvor de står i sagen, og med Enhedslistens udmeldinger tegner der sig nu et billede af et 14-13-scenarie, når byrådet ventes at skulle afgøre sagen den 24. juni. Hvor spørgsmålet altså bliver, om man ønsker at give en midlertidig dispensation til festugen, så den kan finde sted i Lovparken i uge 35.
Det har S, SF, RV og EL nu givet udtryk for, at man ønsker, mens V, K og Frit Fællesskab er imod.
I pressemeddelelsen fra Enhedslisten, der er underskrevet af byrådsmedlem Niels Rolskov og kontaktperson Johannes Jacobsen, lyder det videre:
- I Enhedslisten har vi haft en række grundige drøftelser efter Planklagenævnets afvisning af arrangementet i forhold til den gældende lokalplan. Generelt er vi meget tilbageholdende med at uddele dispensationer, da vi mener, at borgerne skal kunne tilrettelægge deres liv og dispositioner ud fra de gældende love og vedtagne planer, skriver man og fortsætter:
- Når vi i dette tilfælde vælger at følge Planklagenævnets råd om igangsætning af en ny lokalplan og tildeling af en midlertidig dispensation, til den ny lokalplan er vedtaget, skyldes det blandt andet, at borgerne i flere år har været fuldt bekendt med byrådets klare ønske om at give festugen mulighed for at afholde arrangementet i Lovparken. Det er altså ikke tale om, at byrådet prøver at snige noget ind bag om ryggen på borgerne, tværtimod, skriver Enhedslisten.
Som ligeledes tilføjer, at "det også har indgået i vores beslutning, at festugen er langt mere og andet end høj musik og indtagelse af læskedrikke. Ikke mindst Børnedag, Ældre- og handicapdag og Campus+."
Læs også
- Naboer afventer slagets gang om festugen: - Nu har vi gjort, hvad vi kunne
- Ét byrådsmedlem kan stå med afgørelsen for stor festival
- Konservative vil ikke være med til festuge med en snuptagsløsning
- Bliver harm og irriteret - byrådsmedlem afviser kattelem for Lovparken
- - Det er ikke kønt, men det er nødvendigt for at redde festugen
- Kan årets festuge reddes? - Vi skal kæmpe til sidste blodsdråbe