Hvad handler sagen om?
Et mord uden et lig. Knapt to millioner kroner i kontanter gemt i en bil. En svoger og en søn, som peger på hinanden som den, der skød og dræbte 42-årige Jimmi Lillelund, som torsdag den 30. april 2020 om eftermiddagen forsvandt sporløst. En søster, som nægter sig skyldig i alt. Det er den spektakulære sag, som fra i dag, 6. juni, bliver rullet op ved Retten i Roskilde.
Retssagen begyndte i dag klokken 9:30. Der er nedlagt forbud mod at liveblogge fra retssagen, men Sjællandske Nyheder følger sagen i retten og vil opdatere løbende i pauserne.
Du kan finde og læse de øvrige oplysninger, som Sjællandske Nyheders journalister på stedet har indsamlet fra dagens retssag, længere nede i artiklen.
Sagen fortsætter på tirsdag 10. juni, hvor Sjællandske Nyheders journalister igen sidder klar til at skrive om retssagen.
I dag har anklagemyndigheden fremført beviser for, at Jimmi Lillelund havde over 1,9 millioner kroner liggende i sin bil, da han blev dræbt.
Anklager Andreas Dahl dokumenterer, at søsteren havde en gæld på 1,4 millioner, og at hun havde indgået en aftale med Gældsstyrelsen om afvikling af gælden.
To gange på kort tid modtog hun 150.000 kroner på sin konto. Én gang i kontanter og én gang via sin virksomhed:
- Det er ret vigtigt. Det bringer os frem til, at adfærden op til og omkring Jimmis forsvinden fører til, at man etablerer aflytning af de nu tiltaltes telefoner.
Ingen direkte tilståelse
Der er tilsyneladende ikke tale om egentlige tilståelser af medvirken til drabet. Men samlet tegner de et billede af, at både mor og søn er stærkt utilfredse med, at politiet fortsætter forsøget på at opklare Jimmis forsvinden, og at bekendte fortsat taler om sagen.
Under aflytninger taler Jimmis søster og nevø blandt andet om, at der har været en række hårde år. Afspilningen af optagelsen får tårerne frem i øjenkrogene hos begge to.
I en anden aflytning taler Jimmis søster med sin tidligere samlever, efter en bekendt er blevet afhørt af politiet i sommeren 2024. I samtalen taler de om, hvad politiet har spurgt om.
- Jeg vil bare vide, om du kan tale?, spørger hun.
- Ja ja, men sgu da ikke i telefonen, lyder svaret.
De aflytninger, der fredag er blevet præsenteret i retten, rummer ikke en egentlig tilståelse, men vil efter alt at dømme være en del af en indiciekæde, hvor anklagemyndigheden samlet vil bruge mængden af indicier og fund til at koble de tiltalte til forbrydelsen.
Jimmis søster, hendes søn og hendes tidligere samlever anholdes 26. juni med få minutters mellemrum og sigtes for drabet. Efter endt afhøring løslades de igen.
Efterfølgende opretholdes telefonaflytningen, og søsteren er tydeligt oprevet:
- Der er ingen samtaler eller udtalelser eller noget som helst uden en advokat. Vores eneste kommentar er ingen kommentarer, lyder det i en optagelse.
På optagelsen gentager både hun og den tidligere samlever, at det er helt vanvittigt, og at de jo ikke har gjort noget.
- Men nu er det ikke for sjov længere, lyder det fra søsteren.
Sagen fortsætter på tirsdag 10. juni.