11-årig røvet med kniv og slået i ansigtet: - Det var en grim oplevelse

11-årig dreng udsat for voldsom hændelse. Politiet søger vidner. 

Hændelsen fandt sted i en tunnel tæt ved Ølbycenteret.

Hændelsen fandt sted i en tunnel tæt ved Ølbycenteret.

Foto: Anders Fallesen

En 11-årig dreng fik sig noget af et chok, da han i en tunnel tæt ved Ølbycenteret blev stoppet af to ældre drenge, der ville have fingrene i hans løbehjul. Da den 11-årige nægtede, tog drengene yderst voldsomme metoder i brug.

Den Korte Version
  • En 11-årig dreng blev røvet og slået i en tunnel nær Ølbycenteret af to ældre drenge.
  • De ældre drenge brugte vold og truede med en kniv for at stjæle drengens løbehjul.
  • Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at drengen ikke har fysiske skader, men oplevelsen var traumatisk.
  • Politiet har endnu ikke fundet gerningsmændene og beder offentligheden om hjælp.
  • Vidner, der har set noget mistænkeligt torsdag aften, opfordres til at kontakte politiet på 114.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Sjællandske Nyheder.

De to ældre drenge valgte nemlig at slå den 11-årige to gange i hovedet med knyttede næver. Og som det ikke var nok, trak den ene dreng derefter op i trøjen og viste ham den kniv, han havde siddende i bukselinningen.

Med trusler og vold lykkedes det til sidst de to drenge at få frarøvet løbehjulet, som de derefter kørte væk på og efterlod den 11-årige dreng alene tilbage.

Den 11-årige har det heldigvis okay efter omstændighederne, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- Han var efterfølgende på skadestuen for at få lavet en attest. Han har ikke nogen fysiske skader, men det er klart, at det stadigvæk var en grim oplevelse for ham, siger Thomas Kristensen, kommunikationschef hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Thomas Kristensen oplyser også, at politiet endnu ikke har fået fat på overfaldsdrengene, hvorfor politiet nu beder om borgernes hjælp.

Søger vidner

Som tidligere nævnt fandt hændelsen sted i en tunnel tæt ved Ølbycenteret. Og politiet er derfor særligt interesserede i at høre fra vidner, der har set, hørt eller oplevet noget mistænkeligt i området torsdag aften omkring klokken 18.40.

Den 11-årige beskriver overfaldsdrengene som 14-15 år gamle, af anden etnisk herkomst end dansk og iklædt mørkt tøj.

Politiet kan kontaktes på 114.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...