Efter 13 år som hele Blovstrøds bager har Maj-Britt og Kevin Jørgensen valgt at sælge Rustik bageriet. Der var ellers godt gang i salget af jordbærstænger, croissanter og onsdagssnegle, og forretningen gik i det hele taget fint. De havde da også gerne fortsat, men de mærker konsekvenserne af et problem, som for nyligt ramte en populær café i nabobyen, og som bagerparret begræder.
- Rustik bageriet i Blovstrød lukker efter 13 år på grund af lange arbejdsdage for familien Jørgensen.
- Maj-Britt og Kevin Jørgensen oplevede mangel på kvalificeret arbejdskraft, hvilket gjorde arbejdet for hårdt.
- Problemet med at finde kvalificeret personale ramte også en café i nabobyen.
- Der er en tendens til, at færre vælger bageruddannelsen, hvilket truer de traditionelle håndværksbagere.
- Bageriet er solgt til Gert Demus, som vil drive det videre med sin søn.
Rustik bageriet har nemlig ikke kunnet få det mandskab, som de har haft brug for, og til sidst blev arbejdet for hårdt for familien, hvor også børnene Natalie og Niclas har været kendte ansigter bag bagerdisken. Familien driver også et Rustik bageriet i Roskilde.
- Vi kan ikke holde til at arbejde 12 timer om dagen. Jeg startede klokken 5 om morgenen i Blovstrød og lukkede 18.30 i Roskilde. Jeg er over 50. Det er bare lidt for lange dage. Det har været hårde og dejlige år, og det er trist. Men vi er nødt til at tænke på os selv, siger Maj-Britt Jørgensen.
Det er ikke mere end et par uger siden, at caféejer Ido Koc valgte at sætte Lillerøds eneste café, Café Iso, til salg af selvsamme årsager: Han kunne ikke finde kvalificeret personale, og måtte arbejde for meget, hvilket var for slidsomt i længden.
Læs også
En uddøende race - for mange slumbagere
Ifølge Maj-Britt Jørgensen er det særligt bageruddannede, eller folk med kompetencer inden for bageri, der er meget svære at få fat på i dag.
Datteren Natalie går i øjeblikket på bageruddannelsen på ZBC i Ringsted. Hun har dog valgt konditorlinjen, lige som stort set alle andre på uddannelsen. Tendensen kan måske dels forklares med DR's kæmpe seersucces Bagedysten, der sætter fokus på netop konditorerhvervet. Men det er også svært at fortænke datteren og hendes medstuderende i valget, da konditorne, ifølge Maj-Britt Jørgensen, har mere humane arbejdstider og ikke skal møde ind om natten, som manden Kevin gør, blandt andet for at brød og kager kan koldhæve.
- Konsekvensen er, at de gamle håndværksbagere er ved at uddø. Det er svært at finde en rigtig håndværksbager, der kan finde ud af at lave det hele fra bunden. Folk der kan finde ud af at lave en romsnegl eller et rosenbrød og følge en opskrift til punkt og prikke, siger hun og fortsætter:
- Vi har haft masser af slumbagere ansat, der ikke har kunne følge en opskrift, men har sagt: Ja ja, det skal jeg nok, og hvor vi efterfølgende har måtte smide det hele ud, fordi vi ikke kan sælge det. Min mand er håndværksbager. Vi har en faglig stolthed, og tingene skal laves ordentlig og med kærlighed, og det tager tid.
Vigtigt at bageriet fortsætter
Bageriet er solgt til Gert Demus og vil bliver drevet af hans søn, Dines Demus. De er begge uddannede bagere og har også Vip Bageren i Hillerøds industrikvarter. For Maj-Britt og Kevin Jørgensen var det netop vigtigt, at bageriet, blev ført videre af nogle rigtige bagere, da der har været bageri på adressen på Kongevejen i Blovstrød i over 100 år.
- Vi ville ikke sælge til et pizzeria. Der skal ligge et bageri i Blovstrød, siger Maj-Britt Jørgensen.