Den danske milliardær Birger Arp-Hansen er død.
Det skriver Ekstra Bladet, som har fået dødsfaldet bekræftet af familiens advokat, Thomas Donatzky.
- Jeg kan bekræfte, at Birger Arp-Hansen er gået bort. Familien beder om ro omkring sig i den kommende tid, fortæller han til mediet.
Kendt som hotelkonge
Birger Arp-Hansen var ikke hvem som helst. Han var kendt for at være indehaver af den kendte hotelkoncern Arp-Hansen Group, der har i alt 12 hoteller i hovedstadsområdet fordelt på mere end 5000 værelser.
Hotelkoncernen ejer blandt andet Wakeup Copenhagen, Tivoli Hotel & Congress Center og Imperial Hotel i indre København.
Birger Arp-Hansen ejede firmaet sammen med sin bror, Henning Arp-Hansen.
Firmaet, der har hovedsæde i Gentofte, overtog brødrene fra deres far Alf Arp-Hansen, som grundlagde det tilbage i 1960.
Blandt de 60 rigeste
Ifølge mediet Økonomisk Ugeavis var Birger Arp-Hansen sammen med sin bror nummer 57 på listen over de rigeste personer i Danmark i 2024.
Brødrene havde sidste år ifølge listen en formue på 3,5 milliarder kroner.
Birger Arp-Hansen blev 71 år gammel. Han var bosiddende i Hellerup på Bakkedal sammen med sin hustru.
Ud over sin kone, efterlader han sig tre døtre, to bonusbørn og en plejedatter.