Stort stålværk lukker produktionen - fyrer næsten alle ansatte

Det forventes på nuværende tidspunkt, at 124 af virksomhedens 130 medarbejdere vil modtage opsigelser

Duferco Danish Steel slukker ovnene og lukker sin stålproduktion i Frederiksværk. Det betyder, at næsten alle ansatte nu afskediges

Duferco Danish Steel slukker ovnene og lukker sin stålproduktion i Frederiksværk. Det betyder, at næsten alle ansatte nu afskediges

Foto: Arkiv

I 19 år har ovnene hos Duferco Danish Steel i Frederiksværk været rødglødende, men nu er det slut. De udenlandske ejere har besluttet at slukke ovnene og lukke produktionen på stålværket, der er en af de største arbejdspladser i Halsnæs Kommune.

Den Korte Version
  • Duferco Danish Steel lukker produktionen i Frederiksværk og afskediger 124 ud af 130 medarbejdere.
  • Virksomheden har produceret stangstål til bygge- og maskinindustrien i 19 år.
  • Den administrerende direktør, Guiliano Bo, bekræfter lukningen og nævner omstrukturering som årsag.
  • Fremtiden for værket er uvis, da aktionærerne endnu ikke har truffet en endelig beslutning.
  • Et mindre team vil fortsætte med at færdiggøre ordrer og afvikle aktiviteterne ansvarligt de næste måneder. 
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det bekræfter Guiliano Bo, adm. direktør i Duferco Danish Steel, på mail til Sjællandske Nyheder.

- Med stor beklagelse kan jeg på vegne af Duferco Group bekræfte, at Duferco Danish Steel A/S lukker stålproduktionen og tilhørende aktiviteter, lyder det fra den italienske direktør. 

Læs også

Uvis fremtid

Duferco Group er en multinational koncern med aktiviteter inden for stål, shipping og energi, der i 2006 overtog kontiværket i Frederiksværk.

Her har man siden produceret stangstål, der bruges i byggerier, store anlægsarbejder og i maskinindustrien. 

Selvom værket indstiller sin produktion, så synes stålværkets fremtid stadig uvis.

Den administrerende direktør snakker hverken om konkurs, salg eller en lukning af selve værket - i stedet forklarer han, at Duferco Group har besluttet at 'omstrukturere sine aktiviteter i Danmark'.

- Aktionærerne overvejer, men har endnu ikke besluttet, hvad fremtiden vil være for Duferco Danish Steel A/S, skriver Guiliano Bo.

Duferco Danish Steel

  • Duferco Danish Steel holder til i dét, som var kontiværket under Det Danske Stålvalseværk.
  • Det store stålvalseværk gik konkurs i 2002 og blev siden splittet op i tre værker; stålvalseværket kom på russiske hænder, ukrainere købte elektrostålværket, mens kontiværket i 2006 blev overtaget af den internationale koncern Duferco Group med hovedkontor i Schweiz og aktiviteter i mere end 22 lande.
  • Værket producerer til daglig stangstål, der bruges i byggerier, store anlægsarbejder og i maskinindustrien.
  • Produktionen sker ved at opvarme stålknipler til 1200 grader i værkets store ovne. Kniplerne bliver herefter presset og trykket til stangstål i forskellige former og størrelser.

Duferco Danish Steel har i 19 år produceret stangstål og blanktrukket stål på værket i Frederiksværk. Stålet bliver primært brugt til byggeri-, anlægs- og maskinindustrien
Duferco Danish Steel har i 19 år produceret stangstål og blanktrukket stål på værket i Frederiksværk. Stålet bliver primært brugt til byggeri-, anlægs- og maskinindustrien Foto: Arkiv

Afskedigelser på stribe

Situationen betyder samtidig, at næsten alle værkets ansatte vil blive afskediget. 

Det forventes på nuværende tidspunkt, at 124 af virksomhedens 130 medarbejdere vil modtage opsigelser i perioden fra den 29. maj til den 11. juni 2025.

Medarbejderne blev den 29. april informeret om, at Duferco Danish Steels fremtid var oppe til overvejelse. 

- Vi startede forhandlingerne med fagforeningsrepræsentanter i slutningen af ​​april og fulgte alle trin i den danske procedure. Gennem hele processen har vi været så åbne som muligt om processen. I løbet af maj har vi gennemført en åben og respektfuld forhandlingsproces, forklarer Guiliano Bo. 

Læs også

Dybfølt tak

Den endelig beslutning blev truffet 28. maj. 

Dagen efter fik medarbejderne besked. 

- Vi vil gerne udtrykke vores dybfølte tak til alle vores kolleger - tidligere og nuværende - for deres store indsats, professionalisme og bidrag gennem årene. Vi ønsker dem alt det bedste i fremtiden.  

- Vi er fast besluttet på at støtte vores medarbejdere i denne overgang og vil fortsætte det tætte samarbejde med fagforeninger, A-kasser og Halsnæs Kommune for at sikre, at der ydes al mulig støtte, skriver den adm. direktør i Duferco Danish Steel. 

 Selvom produktionen officielt er stoppet, vil der de næste måneder stadig blive færdiggjort ordrer, tømt lagre og sendt materiale til kunder. 

Et mindre team vil forblive på værket for at sikre en ansvarlig afvikling af stålproduktionen og værkets aktiviteter, der kommer til at ske i etaper.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...