- Jeg får hjertebanken og kvalme

Sofie Bengtsson har svært ved at miste kontrollen, når hun skal op til eksamen. 

Sofie Bengtsson bliver presset inden hun skal op til eksamen i en grad, så hun får fysiske symptomer.

Sofie Bengtsson bliver presset inden hun skal op til eksamen i en grad, så hun får fysiske symptomer.

Foto: Jacob Høngaard Jensen

De fleste kender det. Nervøsiteten op til eksamen, når underviseren og censoren begynder at bore og stille spørgsmål, man ikke kender på forhånd. 

Maven begynder at rumstere, og pludselig er der nogle forbindelser oppe i hjernen, der ellers plejer at supplere hinanden fint, som ophører med at fungere. Et blankt tæppe går ned. 

21-årige Sofie Bengtsson fra Ballerup er sygeplejerskestuderende på Professionshøjskolen Absalon i Roskilde, og hun kender det alt for godt. Hun har eksamensangst. 

- Jeg får bare meget hjertebanken. Og jeg får helt sådan en kvalme i kroppen. 

Pulsen stiger

Hun forklarer, at det ikke er så voldsomt op til eksamen, men lige inden hun skal ind, så begynder hun at få hjertebanken, fordi så begynder nervøsiteten at komme. Og så kan hun mærke, at pulsen stiger. 

Vil du kalde det eksamensangst? 

- Ja. Men det er fordi jeg ved det kommer, fordi jeg frygter, hvad der kommer til at ske inde til eksamen. Når du sidder til en eksamen og du har forberedt en hel masse, men du ikke ved, hvad underviseren eller sensoren kommer til at spørge dig om, det synes jeg er rigtig ubehageligt, at jeg ikke længere har kontrollen over eksamen, siger Sofie Bengtsson. 

Men til studentereksamenerne var det endnu værre, der fik hun betablokkere til sine mundtlige eksamener.

Læs også

Betablokkere udskrives på recept

Det er naturligvis betænkeligt at behandle raske mennesker med medicin, og generelt bør nonfarmakologiske tiltag mod eksamensangst altid afprøves, før en medikamentel behandling kommer på tale. 

Hvis den studerende er hårdt ramt af eksamensangst, og det går ud over præstationsevnen, kan en betablokker være en hjælp. Inden der udskrives recept, må man sikre sig, at nonfarmakologiske initiativer først har været forsøgt. 

Det er en god ide at afprøve effekten før eksamensdagen, så den studerende er fortrolig med virkningen og kan opdage mulige bivirkninger i tide.

Læs mere i den her artikel fra Ugeskrift for Læger, der er fra 2019.

Kilde: Ugeskrift for Læger

Hvorfor tog du de her betablokkere?

- Jeg tror, at det er fordi i gymnasiet havde jeg lidt mere angst, fordi du kommer lidt tættere ind på underviserne der, så de kan nå at danne en relation til, hvordan du er som person, og så kan de bygge et billede af dig overfladisk. Og så følte jeg ikke, at mine undervisere så mig så godt, altså på den måde, jeg er, siger den sygeplejerskestuderende.

Hvis man fjoller en dag eller andet, så danner de hurtigt et billede af, hvordan du er som person. Mens det på sygeplejerskeuddannelsen kører mere professionelt, og her er hun mere en blandt alle, mener hun.

Her føler hun sig ikke set ned på, og det er et bedre sted at være i forhold til hendes eksamensangst. 

Tager en drikkepause

 I gymnasiet var det meget værre. 

- Der rystede jeg. Altså havde rystelser. Jeg var nødt til at holde pauser under eksamen. Men der vidste min underviser det også godt. Der sagde jeg det altid. Jeg har rigtig meget eksamensangst. 

Men nu, der tager hun lige en drikkepause, hvis hun begynder at kludre i ordene, og så prøver hun at samle tankerne igen. Hun er stadig nervøs, men det er ikke så slemt. 

Har du et godt råd til andre, der har eksamensangst?

- Så længe man læser godt op til eksamen, og man i sidste ende bare kan se sig selv i spejlet og være glad for det, du har gjort, så er karakteren lige meget. Det er også lettere sagt end gjort, fordi man gerne vil præstere godt. Men det er noget, min mor altid har sagt til mig, siger Sofie Bengtsson.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...