To par blev viet, men så viste det sig, at det var ugyldigt

Personen, der viede parrene, var ikke længere medlem af byrådet.

To par blev viet på rådhuset, men det viste sig, at det var ugyldigt. Senere på dagen blev de viet igen.

To par blev viet på rådhuset, men det viste sig, at det var ugyldigt. Senere på dagen blev de viet igen.

Foto: Arkivfoto

Fredag var formentlig en festdag for to par, der blev viet på rådhuset. Det viste sig dog, at det var ugyldigt. 

Den Korte Version
  • To par blev viet på Greve rådhus, men vielserne var ugyldige.
  • Jesper Fini Kuhre, der foretog vielserne, havde ikke længere bemyndigelse.
  • Kommunen opdagede fejlen og foretog omvielser samme dag.
  • Parrene var tilfredse med den hurtige løsning, og vielserne er nu gyldige.
  • Kommunen vil forbedre kommunikationen for at undgå lignende fejl i fremtiden.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Der var sandsynligvis smil på læberne hos to par, da de fredag den 30. maj mødte op på Greve rådhus og sagde ja til hinanden. Vielserne blev foretaget af Jesper Fini Kuhre fra Venstre, som efterfølgende skrev på Facebook, at det var et livsbekræftende og særligt øjeblik, der rørte ham helt ind i hjertet.

Alt var godt for både de to gifte par og politikeren, der havde stået for vielserne. 

Troede de i hvert fald. 

Tina Malling Kiær, centerchef for politik, organisation & borgerbetjening hos Greve Kommune, fortæller, at kommunen i løbet af fredagen opdagede, at Jesper Fini Kuhres bemyndigelse var udløbet, da han ikke længere var medlem af byrådet, hvor han havde været suppleant indtil dagen før. Derefter skyndte kommunen sig at lave nye papirer og foretog en omvielse af de to par.

- Parrene blev omviet fredag eftermiddag, og vi fik at vide, at de var meget tilfredse med forløbet, siger Tina Malling Kiær, der slår fast, at der nu er fuldstændig gyldighed af vielserne.

- Vi lærer af hændelsen, og vi skal have bedre kommunikation mellem kontorerne, der står for vielser. Vi skal have en mere finmasket procedure, siger centerchefen, som forklarer, at kommunen har kigget på øvrige vielser for at se, om der er sket lignende fejl, og det er der ikke.

Læs også

Har slettet opslag

Jesper Fini Kuhre skrev på Facebook i opslaget, som nu er slettet, at oplevelsen ved at foretage vielserne var ’en gave, der følger med, når man siger ja til at tage ansvar og stiller sig til rådighed som byrådsmedlem.’

Sjællandske Nyheder har i en sms spurgt Jesper Fini Kuhre, om han vidste, at hans bemyndigelse til at foretage de to vielser var udløbet i forbindelse med, at hans vikariat sluttede dagen forinden. Vi har også spurgt, hvorfor han har slettet sit Facebook-opslag. Han ønsker ikke at udtale sig.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...