V-formand: Greve skal udvikles – ikke fastholdes i en romantisk fortid

Jesper Fini Kuhre, formand for Venstre

Jesper Fini Kuhre, formand for Venstre

Foto: Thomas Howalt Andersen

Det Konservative Folkeparti ønsker at holde Greve fast i en forestilling om landsbyidyl og lav bebyggelse, som om hele kommunen stadig består af bindingsværkshuse med stråtækte tage.

Det lyder måske hyggeligt – men det er ikke en vision for fremtiden.

Greve er en by i udvikling. En by, hvor mennesker i alle livsfaser og med forskellige behov skal kunne finde bolig. Derfor er det afgørende, at vi tør rumme forskellighed i byggestil, materialer og ja – også i bygningshøjder.

Jeg har selv siddet i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, og jeg ville have stemt for, at byggeriet på Birkedalen kunne færdiggøres. Det handler ikke om smag – det handler om lov og ret. Når en lokalplan som 12.50 giver mulighed for byggeri i to etager, har en grundejer selvfølgelig ret til at gøre brug af den mulighed. Det er præcis dét, ejerne på Birkedalen har gjort.

Det er ikke byrådets opgave at være smagsdommer over for borgernes byggedrømme. Det er vores opgave at sikre ordentlige, balancerede rammer for udvikling – og det gør lokalplaner netop. Planen 12.50 åbnede for mere fleksibilitet, og den er blevet brugt nogle steder i kommunen. Det bør vi respektere.

Når Konservative peger på etagebyggeri Strandbyhøje ved Hundige Station og på Tjørnelygrunden som skræmmeeksempler, glemmer de, at netop disse områder er oplagte til tættere og højere byggeri – tæt på kollektiv transport og med plads til bymæssig udvikling. Det er både ansvarligt og fremtidssikret byplanlægning.

I Venstre tror vi på, at Greve skal være en kommune i bevægelse. Vi skal værne om vores grønne omgivelser, sikre kvalitet i byggeriet og tænke langsigtet – men vi må ikke blive bange for forandring. Greve er ikke en udstillingslandsby – det er en levende kommune for mennesker i nutid og fremtid.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...