Løve Mølle slår dørene op for besøgende i forbindelse med Dansk Mølledag 15. juni.
Arrangementet finder sted i tidsrummet 10.00-16.00, og der er gratis adgang.
Omkring 100 vand- og vindmøller landet over deltager i den årlige begivenhed, som også fejres i resten af Europa.
Formålet med Dansk Mølledag er at skabe øget opmærksomhed omkring de historiske møller og betydningen af at bevare dem som en væsentlig del af kulturarven.
På Løve Mølle vil møllerne give rundvisninger og fortælle om møllen og livet som møller.
Hvis vinden tillader det, vil møllens vinger rotere, og kværnen male mel, der kan købes på dagen. Der vil også være mulighed for at købe kaffe og kage.
Børn kan lave deres eget mel eller havregryn ved hjælp af små kværne og en valse.
Et særligt højdepunkt bliver præsentationen af den gamle Buch-motor fra 1915, som i sin tid blev brugt til at drive motorkværnen på dage uden vind.
Motoren demonstreres klokken 11.00 og igen klokken 14.00.
Over en periode på 12 år har Løve Mølle gennemgået omfattende renovering med støtte fra en række fonde og Slots- og Kulturstyrelsen.
Arbejdet har blandt andet omfattet nye vinger, nyt galleri og udskiftning af beklædningen på både møllekroppen og hatten.
Derudover er møllens underbygning restaureret med nyfugning af murværket.
For at sikre løbende vedligeholdelse er der planlagt malerarbejde i 2025, hvor vinger, galleri og hat får en opfriskning.
Malerarbejdet, som kræver specialudstyr til at nå møllens top i 19 meters højde, finansieres af Brebøl Fonden.