Nej til mere vej og ja til udvikling for borgerne

Greve Byråd vil først og fremmest have fjernet den transportkorridor, der i dag er reserveret i den nuværende Fingerplan til en mulig Ring 5.

Greve Byråd vil først og fremmest have fjernet den transportkorridor, der i dag er reserveret i den nuværende Fingerplan til en mulig Ring 5.

Foto: Presse

Nej til Ring 5 men ja til udvikling til gavn for borgerne i Greve Kommune.

Det er den såkaldte Fingerplan, der skal revideres. Det er minister for By-, Land- og Kirkeministeriet, Morten Dahlin, der har sat gang i revision af Fingerplanen, som fastlægger de overordnede rammer for fysisk planlægning i hovedstadsområdet. Greve Kommune har sendt fem forslag til den nye udgave af Fingerplanen.

Greve Byråd vil først og fremmest have fjernet den transportkorridor, der i dag er reserveret til en mulig Ring 5, som vil gå tværs gennem Greve Kommune.

- Vi kan ikke acceptere en Ring 5, som beslaglægger en stor del af vores areal og giver støjgener. Derfor ser vi ingen grund til at fastholde en transportkorridor, som spærrer for udvikling og skaber usikkerhed for vores borgere og virksomheder, siger formand for Plan- og Tryghedsudvalget, Marc Genning.

Et andet forslag handler om at reducere støjrestriktionszonen omkring Roskilde Lufthavn, som begrænser, hvad der kan bygges i Tune.

- Vi ønsker at bygge det nye plejehjem i Tune oppe ved hallen, og det kræver, at støjrestriktionerne omkring Roskilde Lufthavn bliver lempet. Det er noget, vi har arbejdet aktivt for i mange år, og jeg håber, at vi med revisionen endelig kan få lov til at videreudvikle Tune til gavn for hele lokalsamfundet, siger Marc Genning i en pressemeddelelse fra Greve Kommune.

Derudover foreslår kommunen ændringer i det såkaldte stationsnærhedsprincip, så det bliver muligt at placere større administrationsbygninger i tilknytning til virksomheder uden for de stationsnære områder.

Endelig vil kommunen have ændret reglerne for de grønne kiler. Helt konkret vil kommunen have mulighed for at udvikle de grunde i Kildebrønde Landsby, hvor der allerede ligger bygninger. Derudover ønsker kommunen, at det bliver muligt at lave erhverv i en del af rørmosekilen.

Alle kommuner i hovedstaden har kunnet sende idéer og forslag til revisionen inden 2. juni 2025.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...