Søskendeparret Josephine og Magnus Franyó fra Jyllinge er som en del af Trio Fantasma blandt årets 10 modtagere af Léonie Sonnings Talentpris, men de er ikke de eneste lokale musikere, som bliver hædret af Léonie Sonnings Musikfond.
Udover Talentprisen, som er på 100.000 kroner, uddeler musikfonden også sin hovedpris, Léonie Sonnings Musikpris, hvor der følger en million kroner.
Den går i år til Den Danske Strygekvartet, og det er første gang i prisens historie, at modtageren ikke er en enkelt person, men et ensemble.
- Den Danske Strygekvartet er foruden at være fire fremragende instrumentalister et enestående musikalsk kollektiv med international gennemslagskraft. Med en spillestil præget af stor autoritet og følsomhed hvor klassisk kammermusik, helt ny kompositionsmusik og nordisk folkemusik indgår på lige fod, har de skabt et originalt musikalsk ståsted, der er til inspiration for andre musikere og frisætter musikalsk energi hævet over genrer, siger formanden for Léonie Sonnings Musikfonds bestyrelse, Esben Tange, i en pressemeddelelse.
Den Danske Strygekvartet består af Frederik Øland (violin), Asbjørn Nørgaard (bratsch), Fredrik Sjölin (cello) og Rune Tonsgaard Sørensen (violin).
Sidstnævnte er født og opvokset i Roskilde og er også medlem af trioen Dreamers' Circus, der er stadsmusikanter i Roskilde.
Rune Tonsgaard Sørensen er desuden rigsspillemand, og i 2013 modtog han Kronsprinsparrets Stjernedryspris.
Det var allerede i efteråret, at det blev offentliggjort, at Den Danske Strygerkvartet modtager Léonie Sonnings Musikpris 2025, men selve priskoncerten finder først sted den 5. juni i Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncertsal, hvor prismodtagerne får selskab af både DR Symfoniorkestret og sangere fra DR Pigekoret.
Det var i samme sal, at Den Danske Strygekvartet fik sit gennembrud, da de i 2004 vandt P2’s kammermusikkonkurrence, mens de stadig var teenagere.
Rune Tonsgaard Sørensen skal i øvrigt spille på Roskilde Festival i år med Dreamers' Circus. De optrådte senest på festivalen i 2022, hvor de var på scenen sammen med Den Danske Strygekvartet.