Festlig fejring: 40 år med fart på hjulene

Det er ganske enkelt dybt imponerende, at Smørum Rulleskøjte Klub har eksisteret som frivillig forening så længe, lyder det fra politiker

Smørum Rulleskøjteløbs showhold "Mission Cleopatre" på gulvet i Balsmosehallen i Smørum.

Smørum Rulleskøjteløbs showhold "Mission Cleopatre" på gulvet i Balsmosehallen i Smørum.

Foto: Arkivfoto

Det vækker stor respekt og anerkendelse, at Smørum Rulleskøjte Klub kan fejre 40 års-jubilæum.

- Det er ganske enkelt dybt imponerende, at klubben har eksisteret som frivillig forening så længe – og igennem 40 år har haft en enorm betydning for børn, unge og voksne i og omkring Smørum. Det skal I være stolte af, siger Morten Lyager (S), byrådsmedlem og næstformand i Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune.

Foreningen blev for nylig fejret ved en stor fest i Balsmosehallen, hvor man har holdt til siden 1985. Både nuværende og tidligere medlemmer, trænere, frivillige og samarbejdspartnere var mødt frem for at hylde klubben.

- Det er så vigtigt for vores børn og unge at kunne udvikle sig i trygge rammer – både sportsligt og personligt. At være en del af et fællesskab, hvor det først og fremmest er sjovt og rart at være, giver dem et vigtigt fundament med sig videre i livet, siger Morten Lyager.

Siden begyndelsen har klubben været båret frem af engagerede frivillige – fra den første formand, Niels Torben Kjeldsen, som ledede klubben i 25 år, til utallige trænere, bestyrelsesmedlemmer og forældre, der hver uge skaber rammerne for både elite- og breddeidræt. 

Klubben har i dag omkring 80 medlemmer i alle aldre, og der er plads til både konkurrence og fællesskab.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...