Slagter tager konsekvensen - sælger ikke længere fersk kød

I stedet ændrer slagteren sit fokus i salget.

Der vil ikke længere være fersk kød i montren, men slagteren sælger fortsat ud af sine delikatesser.

Der vil ikke længere være fersk kød i montren, men slagteren sælger fortsat ud af sine delikatesser.

Foto: Arkivfoto

I Slagterens Madhus i Albertslund har det været muligt at købe både fersk kød og delikatesser, siden de åbnede i 2023. Men efter butikkens slagter har søgt nye veje i karrieren, har ejerne truffet en radikal beslutning for en slagter.

Den Korte Version
  • Slagterens Madhus i Albertslund stopper salget af fersk kød fra 2. juni.
  • Beslutningen skyldes lav omsætning fra kødsalget.
  • Ændringen sker efter den ansatte slagters afgang for at forfølge andre karriereveje.
  • Butikken vil nu fokusere på delikatesser og færdigretter med et forventet udvidet sortiment.
  • Kunderne har vist forståelse, men beslutningen er truffet med vemod.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Fra 2. juni er det således ikke længere muligt at købe fersk kød i butikken, fremgår det af et opslag på butikkens Facebook-side.

Over for Sjællandske Nyheder uddyber Monica Camilla Borchsenius Jensen, der ejer slagterforretningen sammen med Denis Jørgensen, at det er en udvikling, der har været undervejs fra start.

- Vi havde engang et kæmpe udstillingsvindue med kød og to slagtere, men det kunne ikke svare sig. Kødsalget stod for måske fem procent af omsætningen, siger hun.

- Sørgeligt

Sidenhen har butikken haft en enkelt slagter ansat, og da han forleden stoppede for at gå andre karriereveje, tog man konsekvensen i forretningen.

- Der er jo en grund til, at slagterne rundt omkring lukker. Vi havde vores slagter ansat, og derfor satsede vi på det, men da han selv valgte at stoppe, tog vi beslutningen.

Derfor er der fra dags dato stoppet for salget af fersk kød, mens de fortsat satser på salget af delikatesser og færdigretter. Forventeligt i et udvidet sortiment med tiden, lyder det.

Efter forretningens Facebook-opslag har de oplevet, at der er en forståelse fra kunderne, men alligevel er det en beslutning, der er truffet med vemod.

Hvad tænker du om, at det er gået den vej? Er folk holdt op med at ville købe fersk kød?

- Det er en sørgelig udvikling. Selv den bedste slagter på Kultorvet kan lukke. Men man skal være et sted, hvor man får kastet kunderne i nakken, før det løber rundt. Som det er tilfældet i Rødovre Centrum eksempelvis, siger Monica Camilla Borchsenius Jensen.

Hun fortæller desuden, at det ikke skyldes, at selve interessen er faldet.

- Vi har masser af omsætning i delikatesserne, men priserne på kød er blevet for høj. Man kender det jo fra sig selv, og derfor har vi ikke villet sætte prisen op, men så følger omsætningen selvfølgelig ikke med.

- Så beslutningen skyldes mange ting, men vi kæmper videre, tilføjer hun.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...