I syv år kørte Peter Nørris Dalsgaard og Kim Jensen parløb i spidsen for Konservative i Halsnæs, men for et år siden forlod de begge partiet. Den ene for at søge andre politiske græsgange, den anden for at forsvare fædrelandet. Nu er duoen igen at finde i samme politiske projekt.
Det ligger fast efter Liberal Alliance i Halsnæs i slutningen af maj holdt sin årlige generalforsamling på Fyrgården i Hundested.
Her trak Thomas Lind sig som formand for partiet, og i stedet blev Peter Nørris Dalsgaard valgt. Den nye bestyrelse består desuden af Thomas Lind, Kim Jensen, Niels B. Larsen, Lærke M. Frisensten og Johan Paridon Thorup.
- Jeg glæder mig til at skulle samarbejde med Peter igen om lokalpolitik, og det ser jeg meget frem til, siger Kim Jensen.
- Kim og jeg er jo gamle venner som går tilbage til fra før kommunalvalget i 2017, hvor vi begge spillede en rolle som jo forsatte til KV21 og frem til sommeren 2024, hvor jeg stoppede i lokalpolitik og meldte mig for at genindtræde i Hjemmeværnet, siger Peter Nørris Dalsgaard.
Han bemærker, at det tætte samarbejde imellem Socialdemokratiet og Venstre omkring Nordmolen og Hundested havn kalder på et fornyet og stærkt samarbejde mellem de borgerlige partier i kommunen.
- Jeg er forsat medlem af hjemmeværnet her i Nordsjælland, og det bliver jeg ved med at være, men jeg kunne ikke sige nej til den udfordring om comeback, da Kim spurgte mig, om ikke jeg kunne tænke mig at komme tilbage til lokalpolitik og bidrage til, at en samlet blå blok (Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne) i Halsnæs kan få et godt kommunalvalg til november.

Fem kandidater klar
En ny formand var dog ikke det eneste, som blev valgt. Også Liberal Alliances kandidater til det kommende kommunalvalg blev fundet.
Kim Jensen, der har siddet i byrådet for Konservative og nu sidder der for Liberal Alliance, er spidskandidat. Og han får følgeskab på stemmesedlen af Peter Nørris Dalsgaard, Søren Hersdorf, Thomas Lind og Johan Paridon Thorup.
- Jeg glæder mig og er beæret over, at Liberal Alliance Halsnæs på vores generalforsamling har valgt, at jeg skal stå i spidsen for kandidatholdet, som forhåbentligt vil sikre at LA bliver repræsenteret med et eller flere medlemmer i det nye byråd fra 2026, siger Kim Jensen.
Der er endnu mulighed for, at listen bliver udvidet med flere navne - og der er især ønske i bestyrelsen om at finde kvindelige kandidater.
- Jeg har stor tillid til det hold, vi har fået sat op og mener, at hver af kandidaterne har noget forskelligt at byde ind med i forhold til vores lokal politik og udviklingen i Halsnæs. Jeg tror, at der i Halsnæs er mange liberale vælgere, som er tilhænger af Liberal Alliance landspolitisk, og jeg håber, at den opbakning også ses til KV25 også på baggrund af den lokal politik og holdninger, jeg har stået for.